Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren var berettiget til tilskud til særlig indretning i form af afmontering af ratknop og bremseforstærker efter bilbekendtgørelsens § 9, stk. 1.
Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med, at ansøger ikke kunne blive transporteret i sin bil med en anden person som fører, medmindre de særlige indretninger var afmonteret, som det var krævet af Statens Bilinspektion. Ankestyrelsen sidestillede i ansøgerens tilfælde afmontering af særlige indretninger med isætning af særlige indretninger efter bilbekendtgørelsens § 9, stk. 1.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger ikke længere selv var i stand til at køre bilen og at bilen havde været indrettet med særlige indretninger bl.a. i form af ratknop og bremseforstærker, som havde været krævet af politiet i ansøgers førerbevis. Ankestyrelsen lagde samtidig vægt på, at det var forlangt af Statens Bilinpektion, at de nævnte særlige indretninger skulle afmonteres, før bilen kunne godkendes for en anden fører. Da ansøgers bil efter afmontering af de særlige indretninger fortsat ville være anvendelig for ansøger med forskellige ledsagere, samt familie og venner, som førere af bilen, var det herefter nødvendigt at de særlige indretninger blev afmonteret. Ankestyrelsen bemærkede, at Statens Bilinspektion iøvrigt havde udtalt, at der intet var, der tydede på, at ansøgers bil - ved fortsat normal vedligeholdelse - ikke kunne holde i 6 år.
Efter bilbekendtgørelsens § 9, stk. 1, kan der ydes tilskud til nødvendig indretning af bil, herunder aggregater, uanset om ansøgeren opfylder betingelserne for anskaffelse af bil efter bekendtgørelsens §§ 1 og 2. Det forhold at ansøger ikke længere opfylder betingelserne for vægtafgiftsfritagelse og dermed støtte til bil, kan derfor ikke begrunde, at ansøger ikke er berettiget til tilskud til afmontering af særlig indretning efter bilbekendtgørelsens § 9, stk. 1, nr. 1, når bilen fortsat skal anvendes af ansøger.
Ankestyrelsen bemærkede, at ansøger havde fået afmonteret de særlige indretninger forinden der fra kommunen forelå indstilling i sagen. Ankestyrelsen henviste i denne forbindelse til SM O-19-97 og O-35-99 hvorefter det er et almindeligt princip i serviceloven, at ansøgning skal indgives og bevilling modtages, forinden det ansøgte arbejde bliver sat iværk, medmindre det pågældende arbejde har været uopsætteligt. Ankestyrelsen har ikke ved afgørelsen taget stilling til, hvorvidt der i ansøgers tilfælde har været tale om uopsættelighed i forbindelse med afmontering af de særlige indretninger.
Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.