Resume:
Børn og unge-udvalget havde i en sag, hvor børnene var anbragt med samtykke fra moderen, der havde forældremyndigheden, bl.a. truffet afgørelse om overvåget samvær over for faderen, der ikke havde del i forældremyndigheden. Moderen og hendes advokat var indkaldt til mødet i Børn og unge-udvalget. Faderen havde indbragt sagen for Ankestyrelsen. Moderen og hendes advokat havde efterfølgende ønsket at klage over Børn og unge-udvalgets afgørelse. Indehaveren af forældremyndigheden havde ikke klageadgang, da afgørelse ikke var truffet over for hende.
Ankestyrelsen fandt, at indehaveren af forældremyndigheden i sager om overvåget samvær mv. truffet over for den anden forælder havde partsstatus ved sagens behandling i Børn og unge-udvalget samt i Ankestyrelsen.
Denne partsstatus medførte ret til gratis advokatbistand, ret til aktindsigt og udtaleret.
Der var tale om en ændret praksis, som gjaldt for den fremtidige retsanvendelse.