Ankestyrelsens principafgørelse P-26-01

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

20-11-2012

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 615 af 26. juni 2001 - § 18, stk. 1 og § 33, stk. 2

Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. - lovbekendtgørelse nr. 485 af 29. maj 2007 - § 21 og § 31, stk. 2

Note:

Er afløst af 22-10

Ansøgeren var 1. oktober 1999 overgået til den nye fleksible efterløn, der trådte i kraft pr. 1. juli 1999. Han indgik samtidig en konsulentaftale med sin hidtidige arbejdsgiver om fortsat beskæftigelse i firmaet 200-300 timer årligt.

Ansøgeren havde gennem en lang årrække været ansat i samme firma, som handlede med industrielle bagerimaskiner. Han havde været beskæftiget som rejsemontør, værkfører og senest som leder af en udviklingsafdeling.

Efter overgang til efterløn deltog han i oplæring af nye ingeniører og kontrol af maskindele. Der var ingen aftale om fast arbejdstid, men han arbejdede i det omfang, han selv ønskede det. I år 2000 arbejdede han ca. 350 timer til en timeløn på 202,- kr., dvs. at han i år 2000 havde en arbejdsindtægt på ca. 70.700 kr. Han forventede nogenlunde samme antal arbejdstimer og indtægt i år 2001.

Ansøgeren modtog efterløn svarende til 37 timer ugentligt, hvilket udgjorde 2.675 kr. brutto pr. uge svarende til 91% af dagpengemax. Han havde et "efterlønskort for lønmodtagere", som blev udfyldt med de arbejdstimer, han havde hos arbejdsgiveren. De blev herefter trukket i efterlønnen "time for time". Der skete indberetning til arbejdsløshedskassen én gang om måneden.

Kommunen og det sociale nævn fandt, at han ikke opfyldte betingelserne for at oppebære invaliditetsydelse efter overgang til efterløn.

Nævnet har bl.a. lagt til grund, at han fortsat var beskæftiget i det hidtidige firma i det omfang, han selv ønskede det, samt at en arbejdsindsats af nævnte omfang ikke ville have hindret ret til mellemste førtidspension, såfremt han selv havde ønsket at modtage denne pension.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af muligheden for at bevare invaliditetsydelse efter overgang til efterløn.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke længere havde ret til invaliditetsydelse efter lovens § 18, stk. 1 fra 1. september 2000.

Begrundelsen for afgørelsen var, at ansøger pr. 1. oktober 1999, hvor han overgik til efterløn, kun havde været beskæftiget ca. 350 timer om året.

Ankestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at det er arbejdsindsatsen/erhvervsindtægten, som er afgørende for, om betingelserne for modtagelse af invaliditetsydelse er opfyldt - også efter overgang til efterløn.

Dette gælder også personer, som efter arbejdsløshedsforsikringslovens regler fra 1. juli 1999 kunne overgå til efterløn uden at frasige sig invaliditetsydelsen.

Det beroede således på en konkret vurdering af helbreddet og de arbejdsmæssige forhold i det enkelte tilfælde, om ansøgeren fortsat opfyldte betingelserne for at få invaliditetsydelse ved overgang til efterløn.

På grundlag af det oplyste om antal arbejdstimer/årlig erhvervsindtægt efter overgang til efterløn ansås ansøger ikke længere for at opfylde betingelserne for at modtage invaliditetsydelse, idet ansøger ikke gjorde en indsats, der var udover, hvad der kunne forventes i betragtning af invaliditeten.

Der var herved også lagt vægt på arbejdets art, herunder at der ikke var aftale om fast arbejdstid, men at han arbejdede i det omfang, han selv ønskede det.

Med hensyn til frakendelsestidspunktet var han efter lovens § 33, stk. 2 frakendt ydelsen fra den 1. i måneden efter kommunens afgørelse af 16. august 2000.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.