Ankestyrelsens principafgørelse F-4-01

Lov om gebyrer og morarenter vedrørende visse ydelser, der opkræves af regioner og kommuner og inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden - lovbekendtgørelse nr. 939 af 27. december 1991 - § 4, stk. 3

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 60 og § 63

Sagen drejede sig om en person, der havde en gæld til kommunen som følge af tilbagebetalingspligtig kontanthjælp. Han havde i februar 1998 to arbejdsgivere, og i april 1998 3 (nye) arbejdsgivere. Kommunen havde fremsendt begæring om lønindeholdelse i forhold til alle 5 arbejdsgivere og havde hver gang pålignet et gebyr på 200 kr, ialt 1000 kr.

Personen havde klaget over dette, men det sociale nævn havde afvist af behandle sagen, da nævnet ikke mente at det havde kompetence hertil.

Kommunen indhentede herefter en udtalelse fra Indenrigsministeriet, som, efter samråd med Socialministeriet, anførte at der i en situation som den foreliggende var klageadgang vedrørende gebyrerne.

Nævnet behandlede herefter sagen, og fandt ved afgørelse af 13. juni 2000, at kommunen ikke var berettiget til at lade antallet af gebyrer i forbindelse med lønindeholdelse afhænge af antallet af arbejdsgivere.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at det var åbenbart urimeligt at lade antallet af gebyrer afhænge af antallet af ansættelsesforhold, da rykkergebyrer pålignet i medfør af gebyrloven, ikke var udtryk for en standardiseret fastsættelse af omkostninger, der følger af udarbejdelse af rykkere, men var et middel til at effektivisere restanceinddrivelsen.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at efter beslutning i byrådet var der opkrævet lovhjemlet ekspeditionsgebyr for lønindeholdelsesbegæringer siden 1992. Der var intet belæg for at anfægte forvaltningens praksis med at beregne et ekspeditionsgebyr for hver indeholdelsesbegæring, medmindre kommunen havde omlagt sin gebyrpraksis til ugunst for skyldneren eller anvendt gebyrreglerne på en usaglig måde, hvilket ikke var tilfældet.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af de sociale myndigheders kompetence vedrørende spørgsmål om påligning af gebyrer efter lov om gebyrer og morararenter vedrørende visse ydelser, der opkræves eller inddrives af amtskommuner og kommune. Hvis det sociale nævn og Ankestyrelsen havde kompetence til at tage stilling til disse spørgsmål, ville sagen også blive behandlet med henblik på om der er hjemmel til at lade antallet af lønindeholdelsesgebyrer afhænge af antallet af arbejdsgivere, når en skyldner har mere end én arbejdsgiver.

Ankestyrelsen fandt, at der er klageadgang efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10 vedrørende kommunens afgørelser om gebyrer efter gebyrloven, når det underliggende skyldforhold, er opstået som følge af en afgørelse, som vil kunne påklages efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10. Det sociale nævn og Ankestyrelsen var således kompetente til at behandle den aktuelle sag.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at kommunen var berettiget til at påligne et gebyr på 200 kr. ved fremsendelse af hver begæring om lønindeholdelse.

Begrundelsen for afgørelsen om klageadgang var, at det fremgår af § 4, stk. 3, 2. pkt. i slutningen, i lov om gebyrer og morarenter vedrørende visse ydelser, der opkræves eller inddrives af amtskommuner og kommuner (lov nr. 939 af 27. december 1991, som ændret ved lov nr. 131 af 28. februar 1994), at "de regler . . . om administrativ rekurs . . . som måtte gælde for den pågældende ikke rettidigt betalte ydelse, finder tilsvarende anvendelse for gebyrerne og renterne".

Ankestyrelsen lagde herefter vægt på, at det fremgik af kommunens brev af 12. oktober 1999 til det sociale nævn, at gebyrerne var pålagt som følge af en restance vedrørende tilbagebetalingspligtig kontanthjælp. Reglerne om kontanthjælp fandtes tidligere i bistandsloven, men findes nu i lov om aktiv social politik. Det følger af lov om aktiv social politik § 98, sammenholdt med retssikkerhedslovens kapitel 10, at afgørelser vedrørende kontanthjælp, kan påklages til det sociale nævn, og derefter til Ankestyrelsen, hvis sagen har principiel eller generel betydning.

Ankestyrelsen var således enig i den fortolkning af klagereglerne, der var givet i Indenrigsministeriets brev af 19. juli 1999 til kommunen.

Begrundelsen for afgørelsen om gebyrer ved anmodninger om lønindeholdelse, var at det følger af gebyrlovens § 1, stk. 3, sammenholdt med § 1, stk. 4, at der kan opkræves et gebyr ved hver begæring om lønindeholdelse, og Ankestyrelsen fandt ikke at der var grundlag for at foretage en indskrænkende fortolkning af lovens ordlyd.

Ankestyrelsen fandt således, at hensigten med loven både var at standardisere omkostningerne ved rykkerbreve/begæringer om lønindeholdelse, og at effektivisere restanceinddrivelsen.

Ankestyrelsen lagde også vægt på, at det - som anført af kommunen - var arbejdsgiveren der ifølge kildeskattelovens §§ 69 og 74 er ansvarlig for at der sker lønindeholdelse. I tilfælde af at en person har flere arbejdsgivere, var det således efter de dagældende regler, nødvendigt for kommunen at sende en lønindeholdelsesbegæring til hver af skyldnerens arbejdsgivere.

På denne baggrund fandt Ankestyrelsen, at det var i overensstemmelse med gebyrloven, at der opkræves flere gebyrer for begæringer om lønindeholdelse, når en skyldner har flere arbejdsgivere.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.