En 29-årig lønmodtager blev sygemeldt fra begyndelsen af 5. graviditetsuge, den 22. september 1999.
Ifølge lægeerklæring af 25. oktober 1999 var der tale om risiko for fosterskader på grund af arbejdets særlige karakter. Lønmodtageren arbejdede i en supermarkedskæde, og arbejdsfunktionerne var beskrevet som opfyldning af varer og lange arbejdsdage. Hun arbejdede 2 dage i 12 timer og hver anden lørdag kl. 7.30 til 18.00. Der var således tale om hårdt fysisk arbejde. Lønmodtageren havde tidligere to gange haft spontan abort i 10. - 13. graviditetsuge.
Kommunen gav afslag på refusion af dagpenge. Kommunen anførte i afgørelsen, at forudsætningen for, at der på grund af arbejdets særlige karakter kan ydes dagpenge før 4-ugers perioden er, at risikoen principielt gælder enhver gravid kvinde, der er beskæftiget med det pågældende arbejde, og at vurderingen sker uafhængigt af den enkelte kvinde.
Ved oversendelsen af sagen til nævnet oplyste kommunen, at det var oplyst, at lønmodtageren havde bedt arbejdsgiveren om at blive flyttet til andet arbejde i virksomheden, men at arbejdsgiveren havde afvist dette.
Det sociale nævn fandt, at arbejdsgiveren havde ret til refusion. Afgørelsen var begrundet med, at det fremgik af de lægelige oplysninger i sagen, at en fortsættelse af arbejdet efter den 22. september 1999 ville medføre risiko for fostret. Nævnet lagde herved vægt på, at lønmodtageren havde haft 2 tidligere aborter i 10.-13. graviditetsuge.
Afgørelsen blev anket af kommunen. I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at sagen skønnedes at have principiel betydning for retningslinier og praksis på barselsdagpengeområdet. Det var kommunens opfattelse, at antallet af sager om sygemelding på grund af graviditet og orlov tidligere end 4 uger før forventet fødsel var fortsat stigende, og at der ikke lægges nok vægt på arbejdsgivernes mulighed for omplacering på arbejdsmarkedet.
Kommunen henviste om anvendelse af dagpengelovens § 12, stk. 2, nr. 2, om arbejdets særlige art til dagpengevejledningens pkt. 91, hvoraf det bl.a. fremgår, at bestemmelsen omfatter tilfælde, hvor risikoen principielt gælder enhver gravid kvinde, der er beskæftiget med det pågældende arbejde, således at risikoen er uafhængig af den enkelte kvinde. Det er endvidere en forudsætning, at denne risiko ikke umiddelbart kan fjernes ved arbejdshygiejniske foranstaltninger eller ved at flytte den gravide til anden passende beskæftigelse indenfor samme virksomhed.
Kommunen anførte endvidere, at der ifølge egen læges udtalelse ikke var tale om en sygeligt forløbende graviditet, men om et skånebehov, da lønmodtageren tidligere havde haft 2 spontane aborter.
Kommunen gjorde gældende, at der i den konkrete situation muligvis var en forøget risiko for abort ved fortsatte lange arbejdsdage med tunge løft. Kommunen mente dog ikke, at dette kunne henføres til lovens § 12, stk. 2, nr. 2, da risikoen ikke gjaldt enhver gravid kvinde i det pågældende arbejde.
Kommunen mente heller ikke, at der var ret til dagpenge efter § 12, stk. 2, nr. 1. Kommunen henviste til dagpengevejledningens pkt. 87 og gjorde gældende, at der alene var tale om et skånebehov i forbindelse med den konkrete beskæftigelse.
Det var iøvrigt kommunens opfattelse, at det burde være muligt for arbejdsgiveren at tilbyde andet passende arbejde i virksomheden eller at fritage lønmodtageren for de tunge løft, at fordele arbejdstiden over flere dage eller evt. tilbyde delvis beskæftigelse.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på nærmere belysning af, hvornår der er ret til dagpenge tidligere end 4 uger før forventet fødsel, jf. dagpengelovens § 12, stk. 2.
