Sagen drejede sig om en kvinde, der i marts 1995 var kommet til skade med ryggen under sit arbejde som hjemmehjælper. Den 8. september 1995 anerkendte Arbejdsskadestyrelsen skaden som en arbejdsskade med forbehold for tidligere lændehold i 1988.
Sikrede havde efter skaden modtaget kiropraktorbehandling og fysioterapi samt medicinsk behandling for følger efter arbejdsskaden. Sikrede havde efter loven ret til at få dækket sine udgifter til kiropraktor og fysioterapi samt smertestillende medicin i en given periode efter skaden.
Sikrede var medlem af en privat sygeforsikring og havde modtaget dækning herfra for en del af sine udgifter.
Ved sin afgørelse fandt Arbejdsskadestyrelsen, at der ikke var grundlag for at dække det fulde beløb til behandlingsudgifter uden fradrag for den andel, der var betalt af sygeforsikringen. Der var heller ikke mulighed for dækning af præmie til sygeforsikringen eller at sygeforsikringen fik godtgjort tilskuddet til behandlingen.
Arbejdsskadestyrelsen lagde vægt på, at sikrede ikke skulle overkompenseres og derved få dækket mere end de faktiske udgifter. Begrundelsen var videre, at i følge lovens § 30 kunne der kun betales udgifter til sygebehandling, optræning eller hjælpemidler. Medlemskab af sygeforsikringen var ikke omfattet af loven.
Sikredes forbund, der havde klaget over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, anførte, at den private sygeforsikring var - eller burde være - arbejdsskadeforsikringen uvedkommende, ligesom der ikke modregnedes, når skadelidte fik udbetalt ménerstatning fra en privat ulykkesforsikring. Det fandtes endvidere rimeligt at få taget stilling til, om skadelidte kunne få godtgjort sin præmieindbetaling til sygeforsikringen i den periode, hvor forsikringsselskabet skulle afholde behandlingsudgifter, eller om sygeforsikringen skulle have godtgjort den allerede udbetalte refusion.