Ankestyrelsens principafgørelse D-4-01

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 147 af 2. marts 2001 - § 5, stk. 1 og § 26, stk. 1

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 7 og § 54

Ankestyrelsens vejledning nr. 185 af 18. september 1998 om syge- og barselsdagpenge - pkt. 24

Note:

*) dagældende retsforskrift Ankestyrelsens vejledning af 27. oktober 1994, pkt. 142

En lønmodtager sygemeldte sig fra den 27. august 1996.

Det fremgik af erklæring af 22. oktober 1996 fra egen læge, at lønmodtageren havde måttet sygemelde sig på grund af psykiske problemer i forbindelse med arbejdet og arbejdsgiveren. Hun ville ikke kunne genoptage arbejdet hos arbejdsgiveren, men ville ikke have behov for at være sygemeldt i relation til andet arbejde. Fagforeningen var involveret med henblik på en løsning.

På foranledning af arbejdsgiveren blev der udarbejdet erklæring af 13. november 1996 fra en speciallæge i psykiatri. Det fremgik heraf bl.a., at lønmodtageren nu havde fået situationen lidt på afstand, men at det blev vurderet som rimeligt at antage, at hun ikke ville kunne vende tilbage til sin tidligere arbejdssituation i sin daværende tilstand, forinden forholdene omkring fremtiden var blevet afklaret.

Kommunen traf den 30. december 1996 afgørelse om, at arbejdsgiveren ikke kunne få refusion for november måned 1996. Afgørelsen var begrundet med, at lønmodtageren ikke ville have behov for at være sygemeldt i relation til andet arbejde.

Dagpengeudvalget traf afgørelse i sagen den 31. oktober 1997. Udvalget fandt, at der ikke var ret til refusion fra den 1. november 1996, med vægt på de lægelige udtalelser i sagen, herunder udtalelse fra Dagpengeudvalgets lægekonsulent, hvorefter lønmodtageren var fuldt uarbejdsdygtig i forhold til arbejdsgiveren, men ikke kunne anses for uarbejdsdygtig i forhold til andet arbejde.

På vegne af arbejdsgiveren anmodede Dansk Handel & Service om genoptagelse af sagen med henvisning til Østre Landsrets dom af 19. april 2000 (SM D-8-00).

Det blev gjort gældende, at den tidligere afgørelse var truffet i strid med dagpenge- vejledningens pkt. 23 og 24. Der henvistes endvidere til tidligere praksis, jf. SM D-5-93, D-9-93 og D-4-94, hvoraf det udledtes, at man går fra en snævrere til en bredere vurdering af uarbejdsdygtigheden efter ca. 3 måneders sygefravær, når der er tale om sygefravær begrundet i andet end arbejdspladsproblemer. Det blev i lyset af Østre Landsrets dom gjort gældende, at det samme må være tilfældet ved sygefravær begrundet i arbejdspladsproblemer.

Med henvisning til dommen anførtes det endvidere, at refusionen under alle omstændigheder ikke burde stoppes, førend virksomheden havde haft lejlighed til at undersøge mulighederne for at løse problemerne. Endelig burde refusionen ikke standses, førend det var klart, at medarbejderen ikke ville vende tilbage til arbejdspladsen, jf. vejledningens pkt. 24 modsætningsvis.

Der henvistes endvidere til, at lønmodtageren på et mæglingsmøde den 11. december 1996 med deltagelse af HK og Dansk Handel & Service fik tilbud om at genoptage arbejdet enten i samme afdeling eller i en anden afdeling eller forretning i den pågældende supermarkedskæde. Da tilbuddet ikke blev modtaget, blev lønmodtageren opsagt efter 120-dages reglen den 27. december 1996 med 1 måneds varsel.

Da det var ubestridt, at lønmodtageren var sygemeldt i forhold til arbejdsgiveren blev det gjort gældende, at arbejdsgiveren havde krav på refusion frem til fratrædelsestidspunktet den 31. januar 1997.

Ankestyrelsen fandt, at arbejdsgiveren havde ret til refusion for november måned 1996.

Ankestyrelsen behandlede ikke spørgsmålet, om der er ret til refusion efter dette tidspunkt, da Dagpengeudvalgets tidligere afgørelse alene vedrørte anmodningen om refusion for denne periode.

Ankestyrelsen lagde, jf. Dagpengeudvalgets tidligere afgørelse til grund, at lønmodtageren var fuldt uarbejdsdygtig i forhold til arbejdsgiveren, men ikke kunne anses for uarbejdsdygtig i forhold til andet arbejde.

Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen ikke fandt grundlag for allerede i november 1996 at bedømme lønmodtagerens uarbejdsdygtighed uafhængigt af ansættelsesforholdet hos arbejdsgiveren.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det ikke på dette tidspunkt var endeligt afklaret, at lønmodtageren ikke ville blive i stand til at genoptage arbejdet hos arbejdsgiveren. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det i erklæring af 13. november 1996 fra en speciallæge var anført, at det vurderedes som rimeligt at antage, at lønmodtageren ikke i sin daværende tilstand ville kunne vende tilbage til sin tidligere arbejdssituation, forinden forholdene omkring fremtiden var blevet afklaret. Der var heller ikke tale om, at arbejdsforholdet var opsagt.

Ankestyrelsen ændrede således Dagpengeudvalgets afgørelse af 31. oktober 1997.

Ankestyrelsen tilbagesendte sagen til kommunen til vurdering af spørgsmålet om eventuel ret til refusion efter den 1. december 1996.

Ankestyrelsen tilføjede, at det beror på en konkret vurdering, hvornår uarbejdsdygtigheden kan bedømmes på et bredere grundlag, jf. (nu) pkt. 24 i Ankestyrelsens vejledning til dagpengeloven af 18. september 1998. Ankestyrelsen bemærkede specielt, at det ikke kan udledes af den hidtidige praksis, jf. SM D-5-93, D-9-93 og D-4-94, at der tidligst kan foretages en bredere vurdering efter ca. 3 måneders sygefravær. De nævnte afgørelser gjorde alene op med spørgsmålet om, hvorvidt den bredere vurdering kunne anvendes, førend sygefraværet havde varet i 26 uger, som var den tidligere praksis, jf. Socialstyrelsens vejledning af 22. marts 1990, pkt. 117.