Sagen drejede sig om beregning af tabt arbejdsfortjeneste til en ansøger, der passede sin søn i hjemmet på grund af stor sygdomsrisiko.
Ansøgeren var uddannet keramisk designer i 1997. Frem til hun gik på barselsorlov, havde hun modtaget dagpenge. På et møde med kommunen den 26. september 2000 oplyste ansøgeren, at det havde været hendes plan at nedsætte sig som selvstændig og selv byde sig til overfor virksomheder free lance. Desværre viste det sig, at ansøgerens søn var meget syg, og at han skulle skånes en tid og slet ikke kunne tåle at være i nærheden af det arbejde, som ansøgeren udførte.
Kommunen indhentede telefoniske oplysninger fra ansøgerens fagforening. Det fremgik bl.a. at der normalt ikke var tale om egentlig ansættelse af keramiske designere i virksomheder, men mere gennem vikarbureau for en bestemt periode. Der var tale om høj arbejdsløshed.
Kommunen bevilgede efter anbefaling fra Rigshospitalet kompensation for tabt arbejdsfortjeneste foreløbig i 1/2 år, jf. § 29 i lov om social service. Omkring beregning af ydelsen henvistes til § 7 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 124 af 23. februar 1998 om merudgiftsydelse efter § 28 og hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 29 i lov om social service. Idet forvaltningen ikke havde kendskab til en tidligere indtægt, der kunne danne grundlag for beregningen, bevilgede man et beløb svarende til den løn, der ydes hjemmehjælpere. Udgangspunktet herfor var pkt. 110 i Socialministeriets vejledning nr. 43 af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge med handicap.
Ansøgerens fagforening klagede over kommunens afgørelse. Det var bl.a. anført, at ansøgeren var tilbudt et arbejde med en lønindtægt på ca. 36.647 kr. Det var et arbejde som designer, men på grund af den snarlige forventede fødsel var der enighed om, at det var mere hensigtsmæssigt for begge parter, at ansættelsesforholdet først påbegyndtes efter endt barsel.
Som bilag til klagen fremsendte fagforeningen en erklæring fra firmaet - et spisested - hvori det blev bekræftet, at såfremt ansøgerens aktuelle situation ikke var opstået, ville firmaet have ansat ansøgeren som designer. Lønnen var aftalt til 200 kr. i timen, og ansættelsesforholdet skulle starte straks efter endt barsel i september 2000.
Nævnet fandt, at hjælpen til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 29 i lov om social service skulle beregnes med udgangspunkt i en hjemmehjælperløn.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgerens aktuelle indtægtsniveau, da hun begyndte at passe sit barn hjemme, var dagpenge, samt at hun efter afsluttet uddannelse i 1997 ikke havde opnået nogen tilknytning til arbejdsmarkedet med lønindtægt. Hun havde således ikke haft nogen erhvervsindtægt i perioden forud for det tidspunkt, hvor hendes barselsorlov ophørte.
Under henvisning til disse forhold var nævnet af den opfattelse, at beregningen i medfør af § 7, stk. 1, nr. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 124 af 23. februar 1998 om merudgiftsydelse efter § 28 og hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 29 i lov om social service sammenholdt med pkt. 110 i Socialministeriets vejledning nr. 43 af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge med handicap måtte tage udgangspunkt i en hjemmehjælperløn.
Nævnet tilføjede, at nævnet ikke fandt, at der i sagen var tilstrækkelig dokumentation for ansøgerens eventuelle indtægter ved en ansættelse i firmaet. Der var i den forbindelse lagt vægt på, at brevet af 1. november 2000 fra firmaet ikke indeholdt sådanne detaljerede oplysninger om lønforhold, at det på grundlag heraf var muligt at vurdere, hvilket indtægtstab ansøgeren havde haft ved at passe sit barn i hjemmet. Oplysningerne i brevet kunne derfor ikke danne grundlag for en beregning af tabt arbejdsfortjeneste.
I klagen anmodede fagforeningen bl.a., om at sagen blev behandlet i Ankestyrelsen med det formål at afklare retstilstanden vedrørende almindelig praksis for dokumentation af en forventet fremtidig arbejdsforhold/-indtægt ved arbejdsgiver.
Fagforeningen henviste herved til, at der blev taget behørigt hensyn til § 7, stk. 1, nr. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 124 af 23. februar 1998 om merudgiftsydelse efter § 28 og hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 29 i lov om social service. Forbundet henviste i øvrigt også til SM 0-14-87.
Videre anførte fagforeningen, at der var en juridisk mundtligt bindende aftale, hvor parterne ikke havde fundet det nødvendigt at nedfælde noget skriftligt. Der var handlet i god tro, og ingen kunne forestille sig, at hverdagen i familien med den nyfødtes sygdom ville blive vendt op og ned, hvilket i sig selv var meget, meget belastende. Det aspekt, at der samtidig ikke kunne tages hensyn til en forventet indtægt efter fødslen, hvis denne var forløbet som ventet, var endnu en belastning i den uforudsete situation, hvorfor det havde været svært at acceptere den anderledes virkelighed for de involverede parter.
Under sagens behandling i Ankestyrelsen blev det oplyst, at der forelå en aftale om arbejde mellem ansøgeren og spisestedet. Det var mundtligt aftalt i efteråret 1999, at ansøgeren efter endt barselsorlov i september 2000 skulle påbegynde arbejde for spisestedet. Ansøgeren skulle udvikle servicet i restauranten. Lønnen var aftalt til 200 kr. i timen, men arbejdstiden var ikke aftalt nærmere. Parterne havde meget løst talt om, at ansøgeren, når opgaven med udvikling af servicet var udført, eventuelt kunne lave noget ekstra service, som kunne sælges. De nærmere detaljer var ikke planlagt.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af beregningen af tabt arbejdsfortjeneste, herunder afklaring af kravet til dokumentation for en forventet fremtidig arbejdsindtægt.
