Ankestyrelsen fandt, at pædagogen ikke havde ret til dækning af sine udgifter til MR-skanningen samt rejseudgifter, jf. §§ 22 og 30.
Begrundelsen for, at selve skanningen ikke kunne dækkes efter loven var, at undersøgelsen ikke var nødvendig, jf. § 22, stk. 1. Da en MR-skanning er en undersøgelsesmetode, og ikke sygebehandling, kunne en sådan undersøgelse ikke dækkes efter lovens § 30, stk. 1. , om behandlingsudgifter.
Begrundelsen for, at rejseudgifterne ikke kunne dækkes efter loven var, at undersøgelsen (MR-skanningen) ikke var foretaget efter anmodning fra Arbejdsskadestyrelsen, og at Ankestyrelsen heller ikke fandt undersøgelsen nødvendig for sagens behandling og afgørelse, jf. § 22, stk. 2 og 4.
Efter lovens § 22, stk. 1, skal skadelidte snarest muligt efter arbejdsskadens indtræden lade sig undersøge af en læge og derefter gennemgå den lægebehandling eller den optræning, som lægen eller Arbejdsskadestyrelsen finder nødvendig. Skadelidte skal endvidere efter Arbejdsskadestyrelsens anmodning lade sig undersøge af en læge udpeget af styrelsen.
Det følger af lovens § 22, stk. 2, at skadelidtes rejseudgifter ved lægebehandling eller -undersøgelse m.v. kan betales, når behandlingen eller undersøgelsen sker efter Arbejdsskadestyrelsens anmodning. Rejseudgifterne kan endvidere betales, selvom Arbejdsskadestyrelsen eller Den Sociale Ankestyrelse ikke har anmodet om undersøgelsen, når styrelserne alligevel finder oplysningerne nødvendige til brug for sagens afgørelse.
Ankestyrelsen lagde til grund, at henvisning til MR-skanning inden for det offentlige sundheds-system sker fra et sygehus, efter at patienten er forundersøgt af en speciallæge, der finder undersøgelsen indiceret og velbegrundet.
Ankestyrelsen fandt, at hvis der i helt særlige tilfælde var behov for en MR-skanning i forbindelse med behandling af arbejdsskadesagen, og en sådan ikke havde været relevant i forbindelse med udredning af sygdommen i sygehusregi, ville skanningen kunne dækkes efter § 22, stk.1, jf. § 19, stk. 4. Dækning af udgifterne til skanning forudsatte, at styrelsen efter en konkret lægefaglig vurdering skønnede undersøgelsen nødvendig for sagens behandling og afgørelse.
Ved afgørelsen lagde Ankestyrelsen vægt på, at MR-skanningen i september 2001 af pædagogens albue ikke var nødvendig, da hun forinden var opereret, hvor bløddelene og bruskforholdene i albuen kunne ses og vurderes direkte. Hun var desuden tidligere røntgenundersøgt for at udelukke brud i spolebenets hoved.
Ved afgørelsen om rejseudgifter lagde Ankestyrelsen vægt på, at undersøgelsen (MR-skanningen) ikke var foretaget efter anmodning fra Arbejdsskadestyrelsen, men på pædagogens egen foranledning. Ankestyrelsen fandt heller ikke undersøgelsen nødvendig for sagens behandling og afgørelse, da sagen var tilstrækkeligt oplyst til, at Arbejdsskadestyrelsen på grundlag af lægeerklæring II med albue skema kunne træffe afgørelse om følgerne af arbejdsskaden. Det afgørende for vurdering af méngraden var således hendes symptomer sammenholdt med den objektive undersøgelse i lægeerklæringen.
Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, men med en anden begrundelse.
