Ankestyrelsens principafgørelse C-41-02

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 844 af 24. september 2001 - § 57, stk. 2 og § 57, stk. 3

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 71, stk. 3

Socialministeriets vejledning nr. 4 af 16. januar 2002 om særlig støtte til børn og unge - pkt. 147-154

Et barn var anbragt uden for hjemmet uden samtykke.

Den biologiske fader havde samvær med barnet. Det fremgik af en psykologisk undersøgelse, at barnet befandt sig i en følelsesmæssig krise, primært som følge af at hun følte, at faderen overskred hendes grænser i en sådan grad, at hun blev utryg og angst.

Det sociale nævn havde tiltrådt kommunens afgørelse om indskrænkning af faderens ret til samvær med sit barn, således at han havde ret til samvær 2 timer om ugen, jf. servicelovens § 57, stk. 2.

Desuden tiltrådte nævnet kommunens afgørelse efter servicelovens § 57, stk. 2 om vilkår for det indskrænkede samvær, således at dette skulle finde sted hos plejefamilien, samt at der skulle være en tredje person ( en repræsentant for kommunen ) til stede under samværet. Denne repræsentant havde ansvaret for, at vilkårene for samværet blev overholdt. Det blev understreget, at der ikke var tale om overvåget samvær.

Nævnet tiltrådte, at vilkårene efter omstændighederne kunne fastsættes som et led i en indskrænkning af samvær efter servicelovens § 57, stk. 2. Nævnet lagde vægt på, at repræsentanten ikke havde til opgave at overvåge faderen og barnet, idet han havde ret til at opholde sig med barnet andre steder på plejefamiliens grund, end hvor repræsentanten opholdt sig.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af rammerne for vilkår efter servicelovens § 57, stk. 2 samt tydeliggørelse af, hvornår der var tale om overvåget samvær efter servicelovens § 57, stk. 3.

Ankestyrelsen ophævede den del af kommunens og det sociale nævns afgørelse, der vedrørte vilkår om fastsættelse af en tredje person under samvær efter servicelovens § 57, stk. 2.

Begrundelsen herfor var, at en sådan indskrænkning ikke kunne træffes efter servicelovens § 57, stk. 2. Det var i denne forbindelse uden betydning, at det af sagen fremgik, at der var givet tilladelse til, at faderen måtte være alene med barnet visse steder på plejefamiliens grund.

Det var Ankestyrelsens opfattelse, at såfremt det af hensyn til et barn anbragt uden for hjemmet var nødvendigt, at der skulle være en repræsentant for kommunen til stede under samværet, var der tale om overvåget samvær. Afgørelser herom skulle træffes af Børn og unge-udvalget efter bestemmelsen i lovens § 57, stk. 3. Dette gjaldt også selv om forældrene havde givet samtykke til overvågningen. Der henvistes til SM C-51-00 og C-30-01.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at nævnets afgørelse om, at der skulle være en tredie person til stede under samværene, var truffet af hensyn til barnets særlige behov. Nævnet havde bl.a. henvist til den psykologiske undersøgelse af barnet, hvor det var vurderet, at barnet i forbindelse med samvær med faderen reagerede med kraftige symptomer på utryghed og angst.

Ankestyrelsen ophævede således kommunens og nævnets afgørelse for så vidt angik vilkår om støttet/overvåget samvær og tilbagesendte denne del af sagen til fornyet vurdering i kommunen med henblik på forelæggelse i Børn og unge-udvalget.

Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse om omfanget og den stedlige begrænsning af samværet. Ankestyrelsen lagde her vægt på de foreliggende oplysninger om barnets reaktioner og behov for tryghed i samværet med faderen.

Ankestyrelsen bemærkede vejledende, at der efter servicelovens § 57, stk. 2 ikke kunne fastsættes vilkår for gennemførelse af samvær om tilstedeværelse af en tredie person til støtte for en eller begge forældre.

Ankestyrelsen bemærkede endvidere vejledende, at forældres ønske om andres tilstedeværelse under samvær skulle behandles efter reglerne i lovens § 55 om kommunens adgang til at træffe beslutning om barnets eller den unges forhold under anbringelsen.