Ankestyrelsens principafgørelse D-5-02

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 147 af 2. marts 2001 - § 8, stk. 1, nr. 3

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 21, stk. 1, nr. 3

En lønmodtager blev sygemeldt fra arbejde som folkeskolelærer på grund af en arbejdsskade fra den 16. januar 2001. Fraværsårsagen var øresusen og depression.

Bopælskommunen modtog skema dp 201 den 30. marts 2001. Lønmodtageren oplyste heri bl.a. navnet på sin læge.

Kommunen indkaldte til opfølgningssamtale og orienterede samtidig lønmodtageren om, at udbetaling af refusion til arbejdsgiveren ville blive stoppet, hvis han udeblev fra samtalen uden at melde afbud. Udbetalingen ville først blive genoptaget fra den dag, han igen rettede henvendelse til kommunen, jf. dagpengelovens § 8.

Lønmodtageren var til opfølgningssamtale i kommunen den 9. maj 2001. Det fremgik af hans oplysningsskema til kommunen til brug for opfølgningen, at hans læge boede i en anden kommune end hans bopælskommune.

Kommunen sendte herefter blanket LÆ 211 med anmodning om at bede lægen om at udfylde en lægeattest.

Kommunen modtog ny attest fra lægen den 12. juni 2001.

Kommunen besluttede herefter at indkalde lønmodtageren til samtale, da erklæringen ikke var udarbejdet af lønmodtagerens sygesikringslæge. Indkaldelsen skete i brev af 18. juni 2001 til møde den 21. juni 2001, kl. 9.30. Det anførtes samtidig, at udeblivelse uden gyldig grund ville medføre stop af udbetaling af refusion til arbejdsgiveren.

Da lønmodtageren ikke mødte frem, meddelte kommunen i brev af 21. juni 2001, at retten til dagpenge bortfaldt for resten af sygeperioden, jf. dagpengelovens § 8, stk. 1, nr. 3, (og som konsekvens deraf retten til refusion for arbejdsgiveren).

Den 25. juni 2001 ringede lønmodtageren til kommunen. Han kunne ikke forstå, at han var blevet indkaldt med så kort varsel. Han havde ligget syg i en anden kommune.

Medarbejderen i kommunen forklarede, at han var blevet indkaldt for at blive orienteret om, at han skulle bruge egen læge, dvs. den læge han var tilmeldt i bopælskommunen.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse, hvorefter dagpengeretten blev bragt til ophør, fordi lønmodtageren ikke mødte til opfølgningssamtale den 21. juni 2001 uden forudgående afbud og uden efterfølgende dokumentation for, at han af helbredsmæssige årsager var forhindret i at møde. Dette var efter nævnets vurdering at sidestille med, at lønmodtageren uden rimelig grund havde undladt at medvirke, jf. dagpengelovens § 8, stk. 1, nr. 3. Nævnet lagde endvidere vægt på, at lønmodtageren forinden var skriftligt vejledt om retsvirkningen af at udeblive uden lovlig grund.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at kommunen burde have bedt lønmodtageren om at dokumentere, at han havde ligget syg i en anden kommune. Det anførtes yderligere, at intentionen i forvaltningslovens § 19 om partshøring ikke var overholdt.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på nærmere belysning af anvendelsesområdet for dagpengelovens § 8, stk. 1, nr. 3.

Ankestyrelsen fandt ikke, at lønmodtageren uden rimelig grund havde undladt at medvirke ved kommunens opfølgning, jf. dagpengelovens § 24 og § 8, stk. 1, nr. 3. Kommunen var derfor ikke berettiget til at bringe dagpengeretten til ophør, fordi lønmodtageren udeblev fra opfølgningssamtale den 21. juni 2001.

Ankestyrelsen lagde til grund, at udgangspunktet er, at kommunen må forvente umiddelbart at kunne komme i kontakt med den sygemeldte (sikrede) på bopælsadressen. Den sikrede er derfor som udgangspunkt nærmest til at bære risikoen, hvis fravær fra hjemmet fx medfører udeblivelse fra en opfølgningssamtale.

Ankestyrelsen fandt, at det må vurderes konkret, om manglende medvirken ved kommunens opfølgning efter dagpengelovens § 24 sker uden rimelig grund.

Begrundelsen for afgørelsen var, at indkaldelse til opfølgningssamtalen den 21. juni 2001 skete med meget kort varsel, og at lønmodtageren oplyste, at fraværet fra hjemmet skyldtes sygdom, hvilket ikke var bestridt af kommunen.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at lønmodtageren henvendte sig til kommunen den 25. juni 2001, da han var blevet opmærksom på indkaldelsen.

Ankestyrelsen tilføjede, at dagpengeloven ikke indeholder regler om, at lægeerklæringer til dokumentation af uarbejdsdygtighed skal udfærdiges af den sikredes praktiserende læge efter sygesikringsloven.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.