Ankestyrelsens principafgørelse R-4-02

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 9, stk. 1 og § 9a, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 90 af 7. juni 2000 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - pkt. 71

Sagen drejede sig om en kvinde, der havde modtaget revalideringsstøtte siden 1. september 1999. I perioden 1. september 1999 til 15. juni 2000 fik hun undervisning på AOF. C kommune påbegyndte revalideringssagen, og kvinden flyttede pr. 1. september 1999 til A kommune.

Den 16. august 2000 påbegyndte kvinden som led i en revalideringsplan lagt af A kommune og kvinden, en tre-årig uddannelse i B kommune. I den forbindelse flyttede hun pr. 1. august 2000 til B kommune.

Vedrørende de helbredsmæssige forhold var det oplyst, at hun led af skizofreni og gennem 4 år havde været i behandling/individuel samtaleterapi på et psykiatrisk ambulatorium på et sygehus i A kommune. I forbindelse med flytningen til B kommune havde hun ønsket at fortsætte behandlingen på sygehuset i A kommune, hvilket støttedes af det psykiatriske ambulatorium, der ikke fandt, at behandlingsmulighederne var tilstede i samme grad i den landsdel, hvor B kommune lå.

Kvinden skulle hver 3. uge møde til behandling på det psykiatriske ambulatorium, og hun havde tillige tæt telefonisk kontakt med en socialrådgiver i ambulatoriet.

Kvinden havde ønske om at bevare sin bolig i A kommune, da hun havde brug for trygge rammer og vished for, at hun kunne vende tilbage til A kommune efter endt uddannelse. Endvidere havde hun brug for sin bolig i forbindelse med behandlingen på sygehuset.

A kommune havde beholdt revalideringssagen det første halve år til den 31. januar 2001 for at give kvinden en rimelig prøvetid. Kommunen havde således afholdt boligudgiften i A kommune som en særlig udgift, jf. § 63 i lov om aktiv socialpolitik.

A kommune anmodede i brev af 27. oktober 2000 B kommune om at påtage sig opholdskommuneforpligtelsen.

B kommune havde i brev af 12. januar 2001 anført, at man var indstillet på at påtage sig forpligtelsen som midlertidig opholdskommune i forbindelse med den revalideringsplan, som kvinden og A kommune havde aftalt, herunder udbetaling af forsørgelsesgrundlag samt betaling for bolig og rejseudgifter i forbindelse med psykiatrisk behandling i A kommune. I denne forbindelse anmodedes om en aftale jf. retssikkerhedslovens § 9a, stk. 3, efter forudgående tilsagn fra kvinden.

A kommune afslog i brev af 16. januar 2001 at yde refusion under henvisning til, at B kommune i de resterende 2½ år af revalideringsplanen var såvel opholdskommune som handlekommune, uanset at hun efter afsluttet uddannelse ønskede at flytte tilbage til A kommune og at hun havde bevaret sin bopæl i A kommune under uddannelsesforløbet.

B kommune klagede til det sociale nævn over A kommunes afgørelse og afviste at påtage sig behandlingen af sagen.

Nævnet fandt, at kvinden ikke kun midlertidigt opholdt sig i B kommune, hvorfor B kommune blev anset for at være opholds- og handlekommune. Nævnet fandt videre, at B kommune ikke var berettiget til refusion fra A kommune, da betingelserne efter retssikkerhedslovens § 9a ikke var tilstede.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at kvinden på grund af en 3-årig uddannelse i B kommune opholdt sig i B kommune og kun periodevis opholdt sig i A kommune på grund af behandling.

I klagen til Ankestyrelsen anførte B kommune bl.a., at der ikke i lovgivning eller praksis var fastslået en nærmere definition af midlertidigt ophold, og at problemet i denne sag var, at der var enighed mellem parterne om, at kvinden ville vende tilbage til A kommune når skoleopholdet i B kommune var slut. Af samme grund, og af hensyn til fortsat behandling på sygehuset i A kommune hver 3. uge, havde kvinden bibeholdt sin bolig i A kommune. Denne udgift var det nu B kommune, der afholdt. Under hensyn til sagens omstændigheder, som var anderledes end i SM R-18-00, burde der pålægges A kommune refusionspligt efter retssikkerhedslovens § 9a.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om et flerårigt ophold i B kommune i forbindelse med en revalidering iværksat af A kommune, bevirkede at B kommune blev opholds- og handlekommune når det samtidig var oplyst, at pågældende havde bevaret boligen i A kommune og forventede at vende tilbage til A kommune efter endt revalidering.

Ankestyrelsen fandt, at B kommune var opholdskommune for kvinden, jf. § 9, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at der ikke var grundlag for refusion af B kommunes udgifter efter aktivloven i forbindelse med kvindens revalidering, jf. § 9a, stk. 1.

Begrundelsen for afgørelsen om opholdskommune var, at kvinden pr. 1. august 2000 flyttede til B kommune. Efter det oplyste opholdt kvinden sig næsten dagligt på bopælen i B kommune og opholdt sig kun i A kommune i korte perioder hver tredje uge i forbindelse med ambulant behandling på et sygehus i A kommune.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at det forhold, at kvinden havde bevaret boligen i A kommune og ønskede at vende tilbage til A kommune efter endt uddannelse betød, at B kommune kun måtte anses for at være midlertidig opholdskommune.

Med hensyn til begrebet opholdskommune bemærkede Ankestyrelsen, at der ikke fandtes nogen almindelig definition af opholdskommune i loven. Det fremgik dog forudsætningsvis af bestemmelserne i retssikkerhedslovens § 9 samt af bemærkningerne til loven (LF 140 98/99) og Socialministeriets vejledning om retssikkerhedsloven af 7. juni 2000, at opholdskommunen var dér, hvor borgeren opholdt sig, hvilket i langt de fleste tilfælde ville være dér, hvor man havde sin bopæl.

Begrebet midlertidig opholdskommune fremgik ikke direkte af loven. Det fremgik af bemærkningerne til § 9 i LF 140 98/99 og af Socialministeriets vejledning pkt. 71 (tidligere pkt. 86), at en midlertidig opholdskommune var dér, hvor en person opholdt sig i en periode med samtidig bibeholdelse af en mere fast bopæl. Som eksempler nævntes i lovbemærkningerne ferieophold i sommerhus, højskoleophold, aflastningsophold og midlertidige ophold på behandlingsinstitution, forsorgshjem eller krisecenter. Det forudsattes, at der var tale om en situation udover behovet for øjeblikkelig hjælp, jf. retssikerhedslovens § 9, stk. 5.

Således kunne der på baggrund af loven og lovbemærkningerne skelnes mellem tre opholdskommunebegreber. Fast opholdskommune, som var lovens hovedregel, fremgik forudsætningsvis af retssikkerhedslovens § 9, stk. 1. Midlertidig opholdskommune, som var en undtagelsessituation, var beskrevet i lovbemærkningerne og vejledningens pkt. 71. Øjeblikkelig opholdskommune var en undtagelsesbestemmelse som fremgik direkte af retssikkerhedslovens § 9, stk. 5.

For at man kunne tale om en midlertidig opholdskommunesituation, skulle der være tale om, at borgeren midlertidigt havde taget ophold i en kommune i en periode samtidig med, at en mere fast bopæl var opretholdt i en anden kommune. Dette fremgik af de i vejledningens pkt. 71 nævnte eksempler på midlertidige ophold.

Ankestyrelsen havde i SM O-59-94, SM O-96-98 og SM R-14-00 taget stilling til de kriterier, der måtte tillægges vægt, når det skulle afgøres hvilken kommune, der var opholdskommune eller midlertidig opholdskommune. Efter Ankestyrelsens praksis blev der blandt andet lagt vægt på, om den tidligere bopæl var opgivet, hvor borgeren rent faktisk (fysisk) havde ophold, om der var tale om - eller noget der tydede på - et rent midlertidigt ophold (som fx ferie) og om der var fastsat en tidsgrænse for opholdet, eller en aktuel, konkret og realistisk plan for et andet opholdssted.

Ankestyrelsen lagde i nærværende sag vægt på, at der i kvindens tilfælde ikke var tale om ophold af en art, som var nævnt i bemærkningerne til loven, det vil sige ferieophold, højskoleophold, ophold på krisecenter eller andre lignende rent midlertidige ophold.

Ankestyrelsen bemærkede, at det forhold at opholdet var planlagt til at vare 3 år ikke i sig selv betød, at opholdet ikke var midlertidigt. Den tidsmæssige udstrækning af opholdet måtte ved vurderingen af opholdskommunespørgsmålet sammenholdes med, at kvindens tilknytning til boligen i A kommune efter det oplyste alene begrænsede sig til trygheden ved at kunne bevare den tidligere bolig samt til kortvarig benyttelse én gang hver 3. uge i forbindelse med ambulant psykiatrisk behandling. Der var således ikke tale om, at hun opretholdt en mere fast tilknytning til A kommune, fx i form af bevarelse af kontakt til familie eller kæreste og/eller at hun hyppigt kom "hjem" i weekenderne. Idet der således var bevaret to boliger blev det afgørende, at kvinden klart opholdt sig mest i B kommune, hvor hun boede og havde en dagligdag i forbindelse med uddannelsen. Endvidere måtte det konkret tillægges vægt, at uddannelsen efter hensigten varede 3 år, men at der ikke var tale om en absolut tidsbegrænsning, som hvis der fx havde været tale om en aldersgrænse på en institution. Således var der heller ikke sikkerhed for, at hun nødvendigvis ville vende tilbage til A kommune efter endt revalidering.

Begrundelsen for afgørelsen om refusion var, at kvinden ikke havde ophold i en boform omfattet af retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 1-7.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det var oplyst, at kvinden havde egen bolig både i A kommune og i B kommune uden omfattende støttefunktioner.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.