Ankestyrelsens principafgørelse L-1-02

Lov om repatriering - lovbekendtgørelse nr. 793 af 18. september 2002 - § 10, stk. 3

Ansøger, der var vietnamesisk statsborger, fik den 13. juni 2000 bevilget reintegrations-bistand på 2.100 kr. pr. måned i 5 år af kommunen.

Den 19. juli 2000 udrejste ansøgeren til Vietnam.

I 2001 blev ydelsen reguleret op til 3.000 kr. om måneden jf. bekendtgørelse nr. 1175 af 15. december 2000 om reintegrationsbistanden størrelse. I 2002 blev ydelsen nedsat til 700 kr. om måneden jf. bekendtgørelse nr. 1071 af 17. december 2001 om reintegrationsbistandens størrelse.

Ansøger klagede over nedsættelsen af ydelsen.

Nævnet stadfæstede kommunens fremgangsmåde.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at bistanden fastsættes i forhold til leveomkostningerne i de enkelte lande og at det er Indenrigsministeriet, som med en årlig bekendtgørelse fastsætter størrelsen af reintegrationsbistanden. Nævnet fandt endvidere, at reintegrationsbistanden ikke kunne udbetales med et højere beløb end de beløb, der fremgik af bekendtgørelsen om reintegrationsbistandens størrelse.

I klagen til Ankestyrelsen blev det anført, at ansøger aldrig var blevet gjort bekendt med, at ydelsen var med forbehold for ændringer. De reguleringer, man måtte kunne forvente som modtager kunne alene være justeringer som følge af ændringer i valutakurser og lignende og ikke et helt sæt nye regler. Ydelsen var fra 2001 til 2002 reduceret med 75 %, men de faktiske leveomkostninger var ikke faldet.

Det blev videre anført, at hvis man vilkårligt kunne ændre ydelsen efter hjemrejsen, var det imod lovens formål om at fremme repatriering og give et godt grundlag for at træffe en eventuel beslutning om at rejse hjem. Ansøgerens grundlag for at træffe beslutningen var alene den information hun havde fået fra kommunen om at hun fik bevilget en ydelse på 2.100 kr. i 5 år.

Under behandlingen af sagen anmodede Ankestyrelsen Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, som repatrieringsloven nu hører under, om en udtalelse om fortolkningen af repatrieringslovens § 10, stk. 3.

Ankestyrelsen anmodede om en kommentar til forarbejderne til repatrieringsloven LF 190 98/99, hvoraf det fremgår af punkt 3.4, at "der vil endvidere blive fastsat, at reintegrationsbistanden for den enkelte udlænding ikke kan nedsættes i den periode, hvor bistanden ydes" sammenholdt med bekendtgørelse nr. 1071 af 17. december 2001 om reintegrationsbistandens størrelse

Integrationsministeriet oplyste i brev af 10. september 2002, at bemærkningen om, at ydelsen ikke kunne nedsættes alene henviste til, at bistanden ikke kunne nedsættes, hvis udlændingen på et senere tidspunkt modtog løbende indtægter, der delvist dækkede behovet for reintegrationsbistand.

Ministeriet anførte endvidere, at det fremgik af § 5 i bekendtgørelse nr. 12 af 6. januar 2000 om betingelserne for og fremgangsmåden ved udbetaling af reintegrationsbistand, at bistanden for den enkelte udlænding ikke kunne nedsættes i den periode, hvori bistanden ydes, uanset om udlændingen efter repatrieringen fik løbende indtægter, der delvist kan dække behovet for reintegrationsbistand.

Det blev også anført, at ministeriet i bekendtgørelse nr. 1071 af 17. december 2001 om reintegrationsbistandens størrelse - der trådte i kraft den 1. januar 2002 - havde anvendt en ny udregningsmetode, der betød, at ydelsen blev fastsat ud fra en fordeling af verdens lande i fem grupper, fordelt ud fra købekraften i det pågældende land, hvor der for hver gruppe fastsættes forskellige takster. Taksterne for de enkelte lande svarede således generelt bedre til den levefod, der kunne opnås ved modtagelse af folkepensionens grundbeløb i Danmark, end de tidligere takster.

I 2000 og 2001 var størrelsen af reintegrationsbistanden for Vietnam således fastsat på baggrund af et gennemsnit af købekraftindekset for alle lande i Asien og i 2002 var ydelsen fastsat ud fra en fordeling af verdens lande i fem grupper.

Sagen blev behandlet med henblik på en afklaring af, om der var hjemmel i repatrieringslovens § 10, stk. 3, sammenholdt med bekendtgørelse nr. 1071 af 17. december 2001 til at nedsætte bistanden til udlændinge, der var repatrieret inden bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. januar 2002.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke havde været berettiget til at nedsætte reintegrationsbistanden til 700 kr. pr. måned.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der i repatrieringsloven eller i bekendtgørelse nr. 12 af 6. januar 2000 om betingelserne for og fremgangsmåden ved udbetaling af reintegrationsbistand § 11 var hjemmel til at nedsætte ydelsen alene som følge af, at der blev anvendt en sådan anden beregningsmetode.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen den 13. juni 2000 havde bevilget ansøgeren reintegrationsbistand med 2.100 kr. pr. måned i 5 år. Ankestyrelsen fandt, at der var tale om en lovlig og begunstigende forvaltningsakt.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der ikke var sket retlige ændringer på området i form af lovændring siden kommunen traf afgørelse den 13. juni 2000.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der ikke var oplysninger om efterfølgende ændringer i ansøgeren formue- og indtægtsforhold, der efter repatrieringsloven kunne begrunde en nedsættelse af ydelsen.

Ankestyrelsen fandt, at det forhold, at der blev anvendt en ny beregningsmetode af de faktiske leveomkostninger i Vietnam ikke i sig selv kunne begrunde nedsættelse af ydelsen til ansøger, men alene kunne få virkning overfor nye ansøgere.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på formålet med repatrieringsloven, hvorefter den enkelte udlænding skal have det bedst mulige grundlag for at tage stilling til og træffe beslutning om at repatriere sammenholdt med lovbemærkningerne til repatrieringsloven LF 190 98/99, punkt 3.4 om baggrunden for indførelse af reintegrationsbistand, hvoraf fremgik at reintegrationsbistanden for den enkelte udlænding ikke skulle kunne nedsættes i den periode, hvor bistanden ydes.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.