Ankestyrelsens principafgørelse R-2-02

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 60

Sagen omhandlede en pensionist, hvis pension blev administreret af kommunen efter § 36 i lov om social pension. Pensionen blev indsat på en administrationskonto i kommunen, der hver 14. dag udbetalte et beløb i kostpenge.

Pensionisten fik på et tidspunkt en elregning han ikke kunne betale. Kommunen ydede beløbet som personligt tillæg med tilbagebetalingspligt efter pensionslovens § 43, stk. 1, nr. 1.

Pensionisten døde, og hans datter fik boet udlagt for begravelsesomkostningerne, jf, §§ 18 og 19 i lov om dødsboskifte.

Kommunen meddelte herefter at de havde modregnet det indestående på administrationskontoen med kommunens krav på tilbagebetaling som følge af det ydede personlige tillæg.

Dette klagede datteren over til det sociale nævn.

Det social nævn afviste at behandle sagen, da datteren efter nævnets vurdering ikke var klageberettiget efter retssikkerhedslovens § 60, stk. 1.

Nævnet lagde vægt på at der ved boudlægget ikke foretages nogen skiftebehandling, og at der ikke stiftes rettigheder for den, der får boet udlagt efter reglerne i dødsboskiftelovens §§ 18 og 19.

Datteren repræsenterede således ikke afdøde eller noget bo, hvorfor hun heller ikke havde ansvaret for afdødes forpligtelser eller rettigheder.

Datteren klagede over denne afgørelse til Ankestyrelsen. I klagen var det bl.a. anført at afgørelsen vedrørte datteren, da hun havde betalt for begravelsen og fået udlagt det hendes far ejede, hvilket også indebar det der stod på hans administrationskonto. Datteren anførte også at nævnets afgørelse gjorde hende og andre i hendes situation retsløse, idet der så ikke var nogen mulighed for at få prøvet rigtigheden af det kommunen havde foretaget sig.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om en arving var klageberettiget i forbindelse med boudlæg.

Ankestyrelsen fandt, at sagen skulle hjemvises til det sociale nævn, for at nævnet kunne tage stilling til om kommunen var berettiget til at foretage modregning som sket.

Begrundelsen for afgørelsen var, at arvingen efter Ankestyrelsens vurdering var klageberettiget efter § 60, stk. 1 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven), idet kommunens afgørelse om modregning var en afgørelse efter den sociale lovgivning, og afgørelsen måtte anses for at vedrøre arvingen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det følger af retssikkerhedslovens § 60, stk. 1, at de afgørelser som kommunen træffer efter den sociale lovgivning kan indbringes for det sociale nævn. Det er kun den person som afgørelsen vedrører, der kan klage over afgørelsen.

Ankestyrelsen lagde ved vurderingen af om kommunens afgørelse var en afgørelse efter den sociale lovgivning vægt på at modregningen havde baggrund i afgørelser efter lov om social pension, nemlig om tildeling af pension, at kommunen administrerede pensionen og at kommunen havde ydet personligt tillæg med tilbagebetalingspligt. Den mulige modregningsmulighed opstod således kun fordi der var truffet afgørelse om at kommunen administrerede arvingens nu afdøde fars pension, og fordi kommunen havde truffet afgørelse om ydelse af særligt tillæg med tilbagebetalingspligt. På denne baggrund havde modregningen en sådan sammenhæng med de tidligere trufne afgørelser efter lov om social pension at også selve modregningsbeslutningen måtte anses for at være en afgørelse efter den sociale lovgivning.

Ankestyrelsen lagde ved vurderingen af om afgørelsen vedrørte arvingen, vægt på at arvingen havde fået udlagt sin fars bo for begravelsesomkostningerne i henhold til § 18 i lov om dødsboskifte. Udlæg efter § 18 betyder efter ordlyden af bestemmelsen at samtlige boets aktiver udlægges til den nærmeste efterladte (eller eventuel en anden efter skifterettens bestemmelse, jf. dødsboskiftelovens § 19, stk. 1). Det indestående på arvingens fars administrationskonto i kommunen måtte klart anses for omfattet af de aktiver der udlægges efter §18, idet det er en ydelse han var fundet berettiget til og som var udbetalt (eller rettere indsat på administrationskontoen) før hans død. Når kommunen benyttede den mulige modregningsret betød det således en reduktion i det beløb arvingen fik udlagt. Kommunens afgørelse havde således en direkte økonomisk betydning for arvingen, hvorfor afgørelsen vedrørte arvingen.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.