Ansøgeren havde ikke ret til højeste førtidspension efter pensionslovens § 14, stk. 1, idet Ankestyrelsen var enig med kommunen og det sociale nævn i, at hendes erhvervsevne ikke var nedsat til det ubetydelige i ethvert erhverv.
Det er en betingelse for højeste pension, at erhvervsevnen er helt eller næsten helt bortfaldet, og at enhver revalideringsmulighed er udelukket.
Det var ikke tilstrækkeligt grundlag for højeste pension, at der ikke kunne anvises et konkret arbejde, hvor erhvervsevnen kunne udnyttes. Det medførte således ikke ret til højeste pension, at det ikke havde været muligt for kommunen og ansøgeren at etablere arbejdsprøvning med passende arbejde.
Ved afgørelsen af hvilken erhvervsevne, der kunne antages at være i behold, indgår en lægelig vurdering af den fysiske og psykiske helbredstilstands indvirkning på den fysiske og psykiske funktionsdygtighed. Der skal herudover lægges vægt på denne funktionsdygtigheds indvirkning på erhvervsevnen.
Ankestyrelsen lagde til grund, at ansøgeren var født i 1955, og at hun havde arbejdet som syerske i ca. 17 år, hvorefter hun fra 1995 havde arbejdet på mejeri. Hun blev sygemeldt i forbindelse med et ulykkestilfælde den 6. oktober 1998, hvor hun fik brud på 2 nakkehvirvler. Hun blev opereret med stivgøring af nakken. Der var smerter i nakke og skulder, nedsat kraft i højre arm, nedsat hukommelses- og koncentrationsevne samt smerter i lænd og ned i benene.
Om funktionsniveuaet blev oplyst, at hun kunne klare en del af madlavningen og kunne støve af og lignende lette rengøringsfunktioner. Hun kunne gå kortere distancer, op mod 500 meter, før generne standsede hende. Hun kunne køre bil, men kun over ganske korte distancer som chauffør. Ifølge den lægelige dokumentation var hun beskrevet som psykisk upåvirket, og umiddelbart fungerede hun intellektuelt normalt ved undersøgelserne.
Efter 5 mislykkede arbejdsprøvninger inden for 1 år havde kommunen påbegyndt pensionssag, og der var tilkendt mellemste pension fra 1. januar 2001.
Ansøgeren havde oplyst, at hun havde forventning om, at hun højst kunne klare 2 timers skånearbejde dagligt, og kommunen var indstillet på at hjælpe hende hermed, såfremt hun ønskede det.
Ankestyrelsen fandt på baggrund af de helbredsmæssige og sociale oplysninger og oplysningerne om hendes funktionsniveau, at erhvervsevnen ikke var varigt nedsat til det ubetydelige i ethvert erhverv.
Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.
