Det fremgår af sagen, at det den 8. november 2000 blev meddelt kommunen, at pensionisten den 6. november 2000 var indsat til afsoning med forventet løsladelse den 7. december 2000.
Den 29. juni 2001 modtog kommunen en anonym anmeldelse, hvoraf det fremgik at pensionisten fik udbetalt pension under afsoning.
Kommunen modtog den 5. juli 2001 ny meddelelse om, at pensionisten var indsat til afsoning den 7. oktober 2000 med forventet løsladelse den 27. juli 2001. På skemaet var det bemærket, at pensionisten blev indsat til afsoning den 6. november 2000, og at han bortgik fra stedet den 10. november 2000.
Den 20. marts 2001 blev pensionisten anholdt og genindsat. Den 27. juli 2001 modtog kommunen ny meddelelse om, at han var indsat til afsoning den 7. oktober 2000, og at han ville blive løsladt den 27. juli 2001.
Pensionisten fik i brev af 7. august 2001 fra kommunen meddelelse om, at førtidspensionen burde have været inddraget pr. 1. december 2000, men at dette ikke var sket pga. manglende indberetning fra Kriminalforsorgen. Kommunen forlangte samtidig tilbagebetaling af pensionen.
Kommunen vurderede, at da pensionisten tidligere havde været indsat til afsoning, hvor pensionen var blevet inddraget, måtte han være bekendt med reglerne om inddragelse af pension under fængselsophold. Pensionen havde tidligere været inddraget i perioden 1. januar - 13. januar 1999 i forbindelse med indsættelse.
Kommunen henviste endvidere til, at førtidspension skulle inddrages i hele perioden, idet pensionisten ikke havde været løsladt, men i stedet ulovligt udeblevet fra afsoning.
I klagen til Ankestyrelsen blev det gjort gældende, at det var uretfærdigt, at pensionen ikke blev udbetalt i perioden, hvor han var udeblevet fra strafafsoning. Ligesom pensionisten oplyste at have handlet i god tro.
Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt pensionslovens § 46 om inddragelse af pension skal anvendes i en periode, hvor pensionisten er udeblevet fra strafafsoning.