Ankestyrelsens principafgørelse P-32-03

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 615 af 26. juni 2001 - § 28 og § 29

Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. - lovbekendtgørelse nr. 485 af 29. maj 2007 - § 25 og § 26

En kvinde fik i 1996 tilkendt mellemste førtidspension. Hun fik i ligeledes i 1996 tilkendt 35 % i erstatning for tab af erhvervsevne.

I dom afsagt af Østre Landsret den 14. februar 2002 blev hendes tab af erhvervsevne fastsat til 65 %.

I afgørelse af 25. juni 2002 ændrede Arbejdsskadestyrelsen sin tidligere afgørelse i overensstemmelse med den afsagte dom. Arbejdsskadestyrelsen meddelte i samme afgørelse, at den ønskede kapitalisering af den løbende erstatning ikke kunne foretages før kommunen havde oplyst, om der var et refusionskrav.

I brev af 1. august 2002 fremsendte kommunen et refusionskrav på 167. 516 kr. vedrørende pensionen udbetalt for perioden 1. januar 1996 til 31. august 2002

Fagforbundet klagede på kvindens vegne over dette.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse om refusion på grundlag af den fulde løbende erstatning.

Nævnet lagde til grund, at det af § 40 i arbejdsskadeloven fremgår, at kommunen har krav på refusion af forskellen mellem den pension der er udbetalt for en periode, hvor der senere er tilkendt erstatning, og det beløb, som ville være udbetalt samtidig med pensionen.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der ud fra sagens oplysninger ikke var grundlag for at fastslå, at kvinden ville have udnyttet sin ret til at begære kapitalisation af den del af erstatningen, der svarer til 50 %, såfremt den fulde erstatning var blevet tilkendt allerede den 1. januar 1996, hvor hun blev tilkendt førtidspension.

Nævnet fandt derfor, at kommunen havde været berettiget til at foretage beregningen af refusionskravet med det fulde beløb, af den nu tilkendte løbende erstatning, jf. pensionslovens § 28 og § 29.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af beregning af kommunens refusionskrav i forbindelse med forhøjelse af tidligere tilkendt tab af erhvervsevne som følge af dom

Kommunen havde ret til at kræve refusion på grundlag af forhøjelsen af den tidligere tilkendte erstatning for tab af erhvervsevne.

Det følger af § 40 i arbejdsskadeloven, at kommunen har krav på refusion fra forsikringsselskabet, hvis der er udbetalt ydelser efter lov om social pension for en periode, hvor der senere tilkendes erstatning som løbende ydelse for tab af erhvervsevne

Kommunen havde således krav på refusion af forskellen mellem den pension der var udbetalt for en periode, hvor der senere var tilkendt erstatning, og det beløb, som ville være udbetalt, hvis erstatningen var blevet udbetalt samtidig med pensionen.

Der blev lagt vægt på, at der ved den tilkendte erstatning på yderligere 30 % med tilbagevirkende kraft 1. januar 1996, var tale om dobbeltforsørgelse. Hvilket i denne situation betød, at den ene ydelse (erstatningen)ville nedsætte den anden (pensionen), såfremt de var kommet til udbetaling samtidig.

Fagforeningen havde oplyst, at var kvinden allerede i 1996 blevet tilkendt 65 % i tab af erhvervsevne kunne hun have fået 50 % udbetalt som et engangsbeløb (kapitaliseret), der ville således kun have været grundlag for at gøre refusionskrav gældende på de 15 %.

Ankestyrelsen bemærkede, at beregningen af pensionen og opgørelsen af tilbagebetalingskravet kun kunne foretages på grundlag af den faktiske udbetaling af erstatning efter arbejdsskadeloven, jf. Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 25. juni 2002.