Ankestyrelsens principafgørelse P-17-03

Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet - forordning nr. 1408/71 -

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 697 af 21. august 2002 - § 2

Note:

*) SM P-24-01 ophæves

* * * * *

Ansøger indgav ansøgning om dansk folkepension på grundlag af optjent bopælstid i Danmark. Ved ansøgningen var hun canadisk statsborger og havde bopæl i et andet EU-medlemsland end i Danmark. Hun var gift med en dansk statsborger.

Ansøger var dansk statsborger og havde bopæl og beskæftigelse i Danmark, indtil hun i marts 1968 udrejste til Canada som 35-årig. Fra 1968 til 1983 havde hun bopæl og var arbejdstager i Canada. Hun søgte om canadisk statsborgerskab, så snart den lovpligtige frist for tildeling af statsborgerskab, 5 års ophold i Canada, var udløbet. Hun fik tildelt canadisk statsborgerskab i april/maj 1973. Hun fik på ny bopæl og beskæftigelse som arbejdstager i Danmark fra 1983. Hun bevarede det canadiske statsborgerskab. I 1985 blev hun gift med en dansk statsborger, men bevarede fortsat sit canadiske statsborgerskab. Ansøgeren flyttede sammen med sin ægtefælle i 1989 til en andet EU-medlemsland og under bopæl der søgte hun om dansk folkepension den 19. april 1999.

Sikringsstyrelsen traf afgørelse om afslag på pension, idet hun var canadisk statsborger og derfor ikke var omfattet af personkredsen i EF-forordning nr. 1408/71.

Hun var heller ikke omfattet af konventionen mellem Danmark og Canada om social sikring. Konventionens personkreds er danske og canadiske statsborgere med bopæl i Danmark eller Canada.

Ankestyrelsen tiltrådte Sikringsstyrelsens afgørelse.

På baggrund af anbringender om, at ansøgeren havde ret til pension i medfør af EF-forordning nr. 1408/71 enten selvstændigt eller som familiemedlem til en arbejdstager, har Ankestyrelsen genoptaget sagen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på fortolkning af EF-forordning nr. 1408/71 art. 2, stk. 1 i relation til pensionslovens § 2.

Under sagen har Ankestyrelsen modtaget udtalelser fra Socialministeriet og fra Kammeradvokaten.

Kammeradvokaten har i den forbindelse navnlig henledt opmærksomheden på, at Domstolen udover Belbouab-dommen (10-78) har fortolket art. 2 i EF-forordning 1408/71 i dommen af 14. november 1990 i sag C, 105-89, Buhari (Saml. 1990 I, side 4211).

Kammeradvokaten har særligt bemærket, at Domstolen i denne sag vedrørende den anden betingelse i art. 2, stk. 2 i forordning 1408/71 om statsborgerskab gentog det, den allerede havde fastslået i Belbouab-sagen, nemlig at betingelsen skal fortolkes således, at arbejdstageren skal være statsborger i en medlemsstat på det tidspunkt, hvor han er beskæftiget, betaler bidrag for forsikringsperioder og erhverver hertil svarende rettigheder, og at kravet om statsborgerskab skal bedømmes således, at det afgørende er det tidsrum, hvori arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende udøvede sit erhverv (præmis 17 og 18).

Domstolen tilføjede, at

"Denne statsborgerskabsbetingelse kan ikke anses for at være opfyldt i et tilfælde, hvor den pågældende på det tidspunkt, da han var beskæftiget og betalte bidrag, var statsborger i en stat, som endnu ikke var medlem af Fællesskabet, og hvor han mistede sit statsborgerskab i denne stat, før den tiltrådte som medlem" (præmis 19).

"Herved må der henvises til, at Domstolen allerede, jf ovennævnte dom i Bebouab-sagen, har kendt for ret, at forordningen til gennemførelse af EØF-kontrakten art. 51 skal fortolkes i lyset af den målsætning, der søges virkeliggjort i art. 51, som er gennmført af den størst mulige frie bevægelighed for vandrende arbejdstagere i fællesmarkedet (præmis 20)".

Med hensyn til spørgsmålet om ansøgerens ret til folkepension som tidligere arbejdstager, lagde Ankestyrelsen til grund, at det er en forudsætning for anvendelse af EF-forordning nr. 1408/71, at arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende er statsborger i en medlemsstat, jf. art 2, stk. 1 i EF-forordning nr. 1408/71.

Det er envidere lagt til grund, at det følger af domspraksis, at kravet om statsborgerskab i en medlemsstat skal være opfyldt på beskæftigelsestidspunktet og ikke nødvendigvis også på ansøgningstidspunktet, jf særligt EF-domstolens dom C 10-78 (Belbouab) og C 105-89 (Buhari).

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren ikke som arbejdstager havde været omfattet af personkredsen i art. 2, stk. 1 i EF-forordningens regler.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at Danmark ikke var medlem af EF i perioden, hvor ansøger arbejdede i Danmark. Hun havde således ikke statsborgerskab i et EF-medlemsland, da hun havde bopæl og beskæftigelse i Danmark forud for 1968.

Ankestyrelsen fandt ikke, at den omstændighed, at hun fortsat havde dansk statsborgerskab, da Danmark blev medlem af EF, kunne tillægges nogen betydning, idet hun kun i ganske kort tid beholdt det danske statsborgerskab og allerede i 1973 fik statsborgerskab i Canada.

Med hensyn til spørgsmålet om ansøgerens ret til folkepension som nuværende familiemedlem fandt Ankestyrelsen, at ansøgeren ikke havde opnået ret til dansk pension i medfør af EF-forordning nr. 1408/71 i den periode, hvor hun havde bopæl og beskæftigelse i Danmark som canadisk statsborger, gift med en dansk statsborger.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på EF-domstolens dom C 308-93 (Cabanis Issarte), hvorefter familiemedlemmer efter hidtidig praksis alene opnåede afledte rettigheder og ikke selvstændige rettigheder, men at der med dommen skete en vis lempelse. Det fremgår dog af dommen, punkt 2), at den ikke kan påberåbes til støtte for krav vedrørende ydelser i tilknytning til perioder, der ligger forud for datoen for dommens afsigelse, den 30. april 1996. Ansøgningen vedrørte udelukkende perioder forud for 30. april 1996.

Anvendelsen af konventionen mellem Canada og Danmark forudsætter bl. a. at ansøgeren har bopæl i Canada eller Danmark.

Ankestyrelsen tiltrådte således fortsat afgørelsen om afslag på dansk folkepension.

Vestre Landsrets dom af 29. april 2003

"Landsrettens begrundelse og resultat:

Det er ubestridt, at sagsøgeren, da hun i 1999 ansøgte om dansk folkepension fra den 1. april 2000, var canadisk statsborger med fast bopæl i Portugal, og at hun derfor ikke opfyldte kravene om dansk indfødsret og fast bopæl som anført i §2 og §3 i lov om social pension

Efter § 11 i lov om social pension kan der efter overenskomst med andre stater ske fravigelse af de nævnte bestemmelser, og grundlaget for sagsøgerens mulige ret til folkepension er herefter EF-forordning nr. 1408/71.

Efter sagsøgerens forklaring og de øvrige foreliggende oplysninger lægges det til grund, at sagsøgerens ægtefælle på tidspunktet for flytningen til Portugal var ophørt på arbejdsmarkedet, og at flytningen skete efter dennes overgang til pension. Sagsøgerens ægtefælle, der er dansk statsborger, arbejde indtil sin pensionering udelukkende i Danmark og Grønland.

Ved afgørelsen af, om sagsøgerens ægtefælle må betragtes som arbejdstager efter art. 2, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 lægger Landsretten vægt på, at forordningen ifølge præamblen har til formål at koordinere de enkelte medlemsstaters lovgivning om social sikring som led i taktatens bestemmelse om arbejdskraftens frie bevægelighed. Herefter og i overensstemmelse med præmis 23 i EF-Domstolens dom af 25. oktober 2001 i sagen C 189/00, Urzula Ruhr, finder Landsretten, at sagsøgerens ægtefælle ikke kan anses for omfattet af udtrykket arbejdstager i forordningens art. 2, stk. 1, hvis anvendelse må forudsætte, at den pågældende arbejdstager i sit aktive arbejdsliv har virket i flere medlemsstater.

Sagsøgeren, der støtter sit krav på dansk pension på sin status som familiemedlem til ægtefællen, kan herefter heller ikke anses for omfattet af forordningen.

Som følge heraf og da det af sagsøgeren i øvrigt anførte ikke kan føre til andet resultat, frifindes sagsøgte. "