Sagen drejede sig om en familie, hvor en 14-årig søn led af muskelsvind. Sønnen var permanent kørestolsbruger, og siden 6-års alderen havde han brugt el-kørestol. Han havde gennem det seneste år udviklet en rygskævhed på 23 grader. Herudover havde han hofteskred og løse hofter samt en svær valgus fejlstilling på begge fødder. Sønnen kunne ikke forflytte sig uden brug af lift eller bistand fra to personer. Graden af sønnens selvhjulpenhed var blevet væsentligt forringet som følge af rygskævheden, da han sad mere fastspændt i sin kørestol.
Kommunen havde efter servicelovens § 28 bevilget en samlet årlig pulje af hjælpertimer, hvoraf de 35 timer var afsat til ferie. Der var i gennemsnit 22 hjælpertimer til rådighed pr. uge. Familien kunne selv vælge, til hvilke formål timerne skulle bruges. Herudover var der bevilget hjælpertimer svarende til 5-6 weekends årligt med 16 timer pr. weekend. Disse timer blev brugt, når sønnen deltog i hockey-turneringer.
Familien søgte kommunen om hjælp til merudgifter forbundet med en rejse i en uge til Ægypten. Ansøgningen omfattede udgifter til sønnens hjælpers ophold og flyrejse samt udgifter, der var direkte forbundet med sønnen, f.eks. udgifter til liftbus til transport mellem lufthavn og hotel. En liftbus var nødvendig, fordi sønnens el-kørestol ikke kunne være i en almindelig bus. Herudover skulle familien medbringe manuel kørestol, toilet/badestol og liftsejl.
Kommunen meddelte afslag på familiens ansøgning
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.
Nævnet henviste til ordlyden af § 1, stk. 5, og § 5, stk. 2, i bekendtgørelse om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet. Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at den hjælp, som familien var bevilget til en hjælper, var bevilget i henhold til servicelovens § 28.
Nævnet fandt ikke, at betingelserne i bekendtgørelsens § 1, stk. 5, for at yde hjælp var opfyldt. Der var således ikke beskrevet sådanne forhold, som gjorde, at familiens situation kunne betragtes som et særligt tilfælde. Nævnet lagde vægt på, at ansøgningen var begrundet i sønnens helbredsmæssige tilstand, herunder de ændringer, der var sket i løbet af det sidste år, de mulige foranstående operationer samt fremtidsudsigterne, og at der ikke i øvrigt var beskrevet forhold som begrundelse for rejsen.
I forældrenes klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at de anvendte paragraffer tydeligt viste en for ringe behandling og en forskelsbehandling af handicappede medborgere. Det være sig børn som voksne. Forældrene mente, at det var af stor betydning, at der blev fokuseret på, hvilke vilkår der med serviceloven var skabt for mennesker, der i hverdagen mødte mange hindringer/forhindringer. Forældrene fandt det ubegribeligt, at der ikke var større forståelse for vigtigheden af, at der kunne leves et normalt familieliv.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af § 1, stk. 5, i Socialministeriets bekendtgørelse om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet. Efter denne bestemmelse kan der kun i særlige tilfælde efter en konkret vurdering ydes tilskud til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet.
Sagen blev behandlet som supplement til Ankestyrelsens praksis, herunder Social Meddelelse SM C-16-00.
