Ankestyrelsen fandt, at forsikringsselskabet ikke var forpligtet til at dække skadelidtes udgifter til vippebræt og bold.
Efter lovens § 30, stk. 1, kan udgifter til sygebehandling og optræning under sagens behandling betales, hvis behandlingen er nødvendig for at opnå bedst mulig helbredelse af arbejdsskadens følger.
Ankestyrelsen fandt, at et vippebræt og en bold ikke var nødvendig som led i behandlingen og optræningen af skadelidtes knæskade. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ikke foreligger lægevidenskabelig dokumentation for at brug af et vippebræt eller lignende har behandlende eller genoptrænende virkning. Udgifterne dertil kunne derfor ikke dækkes efter § 30, stk. 1.
Efter lovens § 30, stk. 2, kan der dækkes udgifter til proteser, briller og lignende hjælpemidler, der er nødvendige for at sikre sygebehandlingens eller genoptræningens resultater, for at mindske arbejdsskadens følger eller for nøjere at kunne bestemme omfanget af erhvervsevnetabet eller mén-graden. Et hjælpemiddel skal som udgangspunkt være individuelt fremstillet eller tilpasset, og det skal alene være anskaffet for at erstatte tabet eller bedre funktionen af en legemsdel, der er blevet beskadiget ved arbejdsskaden.
Ankestyrelsen fandt, at et vippebræt og en bold ikke havde en sådan karakter, at de kunne betragtes som lignende hjælpemidler i § 30, stk. 2´s forstand. Et vippebræt og en bold måtte anses som almindelige brugsgenstande, motionsartikler eller legeredskaber, der ikke var tæt knyttet til en person, og ikke erstattede eller bedrede funktionen af en legemsdel.
Udgifter til vippebræt og bold kunne således ikke dækkes efter arbejdsskadeloven.
Ankestyrelsen ændrede således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.