Ankestyrelsens principafgørelse D-17-03

01-01-2003
Barselsloven Sygedagpengeloven Dagpenge Delvist sygemeldt Nedsatte dagpenge Refusion Gældende Kommunal Udbetaling Danmark

Resume:

En arbejdsgiver fik afslag på dagpengerefusion til en dagplejemor som var delvist sygemeldt, men som ikke havde fået nedsat sin arbejdstid men alene arbejdsmængden.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvinden var delvist sygemeldt, men ikke havde fået nedsat sin arbejdstid med mindst 4 timer. Betingelsen for udbetaling af nedsatte dagpenge var således ikke opfyldt.

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 761 af 11. september 2002 - § 9, stk. 1 og § 26, stk. 1

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 7, stk. 2, § 54, stk. 1 og § 47, stk. 1

En dagplejemor var delvist sygemeldt på grund af graviditetsgener. Dagplejemoderen havde i samråd med kommunen fået nedsat antallet af plejebørn til det halve, men havde fortsat de samme arbejdstimer. Der var tale om skånehensyn, men ikke færre arbejdstimer.

Såvel kommune som nævn begrundede afslaget på refusion med, at dagplejemoderen ikke havde færre arbejdstimer, og at en sådan situation ikke var omfattet af loven.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af dagpengelovens regler om beregning af dagpenge og refusion til arbejdsgiver, når en medarbejder på grund af delvis uarbejdsdygtighed får nedsat arbejdsmængden, men ikke arbejdstiden.

Der var ikke ret til dagpengerefusion.

Begrundelsen for afgørelsen var, at en arbejdsgivers ret til refusion af dagpenge var betinget af en lønmodtagers ret til dagpenge.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvinden var delvist sygemeldt, men ikke havde fået nedsat sin arbejdstid med mindst 4 timer jf. § 32, stk. 1, i dagpengebekendtgørelsen. Betingelsen for udbetaling af nedsatte dagpenge var således ikke opfyldt.

I det gældende regelsæt er der ikke taget stilling til en situation hvor alene arbejdsbyrden, men ikke arbejdstimerne ændres.

Ankestyrelsen stadfæstede det sociale nævns afgørelse.

Dato for underskrift

25.07.2003

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Paragraf

§47 §26 §7 §9 §54 §32

Journalnummer

7000067-03