Det fremgik af sagen, at en far og søn siden 1997 efter aftale delte opgaver med håndtering af brænde til fyr. Det var aftalt, at sønnen indkøbte og leverede brændet på faderens bopæl. Sønnen bestemte tidspunktet for anskaffelsen af brændet, herunder mængden.
Faderen kløvede og læssede brændet. Dette arbejde stod på i ca. 2 måneder 3-4 timer daglig. Der var ikke tale om en fast arbejdstid. Faderen bestemte selv, hvornår han kløvede brændet. Arbejdet foregik på faderens bopæl.
Faderen fik ikke udbetalt løn for sit arbejde. Brændet blev delt ligeligt mellem far og søn. Træet var ikke købt med henblik på videresalg. Værdien af det brænde, som faderen modtog som betaling for arbejdet, var ikke opgivet til skattemyndighederne.
Faderen kom til skade under udførelsen af arbejdet, medens sønnen var til stede.
Arbejdsskadestyrelsen anerkendte faderens tilskadekomst som et ulykkestilfælde. Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at faderen under sit arbejde var udsat for en pludselig og uventet skadelig påvirkning, da han i forbindelse med læsning af brænde på traktor med trailer faldt, da traktoren kørte frem, hvorved faderen blev påkørt. Arbejdsskadestyrelsen vurderede, at det udførte arbejde lå langt ud over, hvad der kunne forventes af en faders hjælp til sin søn, der efter det oplyste udgjorde 2-21/2 måneds arbejde pr år, 3-4 timer dagligt. Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at sønnen havde instruktionsbeføjelser i forhold til faderen vedrørende udførelse af arbejdet, og at sønnen derfor var faderens arbejdsgiver.
Forsikringsselskabet klagede over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Det blev anført, at træet ikke var købt med henblik på videresalg, men til deling mellem faderen og sønnen. Faderen arbejdede i egen interesse og var at betragte som selvstændig.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om faderen kunne anses for antaget til at udføre arbejde i en arbejdsgivers tjeneste - jf. lovens § 1, stk. 1 om personkreds - da han ydede en håndsrækning til sin søn, og hvor faderen blev kørt over af en traktor.