Ankestyrelsens principafgørelse P-33-03

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 615 af 26. juni 2001 - § 16, stk. 1

Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. - lovbekendtgørelse nr. 485 af 29. maj 2007 - § 16, stk. 1

Sagen drejede sig om en kvinde der trods sine helbredsklager var fuldtidsansat som kontormedhjælper i sin ægtefælles ingeniørfirma frem til sin død i september 2003.

Hun var selvhjulpen i dagtimerne. Ægtefællen klarede det meste i husholdningen og familien havde hushjælp én gang ugentlig.

Hun havde en række helbredsgener, hvoraf den primære lidelse var følger efter nyretransplantation i 1987 samt gigt. Forløbet af transplantationen havde været vellykket frem til sommeren 2002 hvor der indtrådte nyresvigt. Først blev hun behandlet med hæmodialyse på hospital, men fra august 2002 blev der etableret peritonealdialyse i hjemmet om natten. Dialyse foregik hver nat mellem kl. 22.00 og kl. 7.00.

I begyndelsen kunne hun selv klare betjeningen af dialyseapparatet, men fra omkring november 2002 var hendes gigtproblemer med påvirkning af blandt andet hænderne, så fremskreden, at hun ikke længere selv kunne klare til- og frakobling til apparatet.

Det var hendes ægtefælle der ydede den nødvendige hjælp. Han måtte derfor altid være til stede i hjemme i den tid dialysen varede.

Kommunen traf afgørelse om, at ansøgeren var berettiget til invaliditetsydelse, men derimod ikke til bistandstillæg.

Det sociale nævn fandt, at hun opfyldte betingelserne for bistandstillæg.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøgeren havde et stadigt behov for bistand i forbindelse med dialysebehandlingen og at dette behov oversteg hvad der kunne betragtes som ægtefællehåndsrækninger.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen at man var opmærksom på praksis som udmeldt i SM P-1-82, men fandt, at denne praksis ikke havde relevans i denne sag, hvor der var tale om peritonealdialyse i en moderne natmaskine, hvilket skulle sammenholdes med ansøgerens funktionsniveau, og det at hun havde et relativt beskedent bistandsbehov.

Nævnet bemærkede ved genvurdering af sagen, at man ved afgørelsen havde været opmærksom på, at SM P-1-82 var udtryk for en 20 år gammel praksis, og at dialyseteknikken havde udviklet sig i de forløbne år. Nævnet havde lagt vægt på, at ansøgeren uanset dette, havde behov for bistand i forbindelse med dialysen som følge af sin gigtlidelse, og at denne tilstand måtte anses for varig.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på supplement af tidligere udsendt Sociale Meddelelse SM P-1-82 om bistandstillæg til dialysepatienter

Ankestyrelsen fandt, at den tekniske udvikling som havde medført mere brugervenlige behandlingsmetoder for dialysebehandling, ikke udelukkede, at der efter en konkret vurdering af den enkelte dialysepatients funktionsevne, kunne være grundlag for bevilling af bistandstillæg.

Ankestyrelsen lagde til grund, at bistandstillæg kunne tilkendes, når invaliditeten bevirkede, at ansøgeren stadig måtte have personlig bistand af andre. Det var således en betingelse, at der forelå invaliditet som medførte en varig nedsættelse af funktionsevnen, som alene kunne begrundes i helbredsmæssige forhold.

For ansøgeren i sagen lagde Ankestyrelsen særligt vægt på, at ud over ophævet nyrefunktion som nødvendiggjorde peritonealdialyse om natten i hjemmet, havde hun en gigtlidelse som medførte varig nedsat funktion af blandt andet hænderne. Ansøgeren kunne derfor ikke gennemføre dialysebehandlingen uden hjælp til at til- og frakoble dialysemaskinen og hjælp til at håndtere dialysevæsken, hvoraf der skulle bruges 12 l pr. nat.

Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at ansøgeren havde valgt, at det var hendes mand der skulle hjælpe med dialysebehandlingen.