Der var ikke ret til dansk pension under bopæl i Algeriet.
Ankestyrelsen fandt ikke, at samarbejdsaftalen mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Algeriet gav ham adgang til udbetaling af dansk førtidspension i Algeriet.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at reglen om eksport af ydelser i art. 39, stk. 4 ikke omfatter førtidspension. Der blev henvist til Socialministeriets brev af 28. juni 1999, hvorefter bestemmelsen udtømmende gør op med, hvilke ydelser der er omfattet. De forskellige sprogversioner af aftalen viser, at retten til at medtage ydelser ved flytning til Algeriet ikke omfatter førtidspension efter lov om social pension, idet aftalen alene omfatter alderspension, efterladtepension og renter som følge af arbejdsskade.
Desuden har Socialministeriet efterfølgende oplyst, at det fremgår af EF-domstolens praksis om gennemførelse af associeringsaftaler, at Domstolen ikke anser bestemmelser om beregning og eksport af ydelser for umiddelbart anvendelige, da det ikke vil være muligt at gennemføre principperne uden mere detaljeret gennemførelseslovgivning.
Efter Ankestyrelsens opfattelse kunne reglen ikke medføre, at en person, der var udvist fra Danmark i medfør af anden lov kunne have krav på sociale ydelser, som forudsatte bopæl i Danmark.
Ankestyrelsen var enig med Sikringsstyrelsen i, at der ikke var særlige omstændigheder, der talte for at tillade, at retten til pension bevaredes efter at pensionisten havde taget bopæl i udlandet.
Praksis for at give dispensation efter pensionslovens § 3, stk. 4 er meget restriktiv. Der skulle foreligge vægtige grunde for, at dispensation kan gives.
I bedømmelsen indgår bl. a. det antal år, den pågældende har haft tilknytning til Danmark i den erhvervsaktive alder. Dispensation har sjældent været meddelt i tilfælde af mindre end 20 års tilknytning til landet. Uanset at den tidsmæssige betingelse har været opfyldt meddeles der afslag, når kun få af årene med bopæl har ligget umiddelbart inden ansøgningen.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at pensionisten havde boet i Danmark i 19 år 4 måneder 22 dage. Han fik tilkendt mellemste pension på et tidspunkt, hvor han havde boet i Danmark i alt 13 år 10 måneder.
Ankestyrelsen vurderede ikke, at oplysningerne om invaliditet og det forhold, at han var udvist fra Danmark sammen med den relativt begrænsede bopælstid i Danmark kunne give grundlag for dispensation fra den almindelige regel om, at udbetaling af pension er betinget af bopæl her i landet.