En lærer blev ansat i fleksjob med 1/2 løntilskud fra kommunen. Arbejdsgiver udbetalte løn på i alt 25.833 kr.
Kommunen fastsatte tilskuddet med udgangspunkt i overenskomstens begyndelsesløn, svarende til 19.876 kr.
Under nævnets behandling af sagen oplyste kommunen, at mindstelønnen var løntrin 26 med lokale tillæg, mens den aftalte løn var løntrin 40.
Nævnet tiltrådte herefter kommunens afgørelse.
Arbejdsgiver klagede og anførte, at der måtte tages udgangspunkt i "den løn, der sædvanligvis gælder" for området, hvilket svarede til den udbetalte løn.
Arbejdsgiver oplyste telefonisk, at lønnen var fastsat på grundlag af overenskomstens sluttrin på grund af ansøgers anciennitet, samt at der var ydet undervisningstillæg og tillæg for varetagelse af IT-funktionen. Arbejdsgiver tilføjede, at ingen lærer aflønnes med grundlønnen alene. En nyuddannet ville med samme funktioner have en månedsløn på 21.125 kr.
Af Danmarks Lærerforenings overenskomst med kommunerne fremgik, at undervisningstillæg forudsætter over 300 undervisningstimer årligt.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på supplement af SM A-41-01 med henblik på afklaring af hvilken løn, der skal lægges til grund ved beregning af arbejdsgivers tilskud i forbindelse med etablering af fleksjob som lærer.
Ankestyrelsen tog endvidere stilling til, at der ved beregning af løntilskud skal tages udgangspunkt i den (centralt eller lokalt fastsatte) overenskomst på det aktuelle ansættelsesområde, når der er overenskomst på området.