Ankestyrelsen fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte nævnets afgørelse, hvorefter ansøgeren var berettiget til bilstøtte på erhvervsmæssigt grundlag efter servicelovens § 99, stk. 1 sammenholdt med bilbekendtgørelsens § 1 og § 2, stk. 1, nr. 1. Det betød, at han også var berettiget til afgiftsfritagelse efter bekendtgørelsens § 8.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgeren siden den 1. juni 2000 havde modtaget mellemste førtidspension, at han fik udbetalt ca. 8.500 kr. om måneden fra en privat pension, og at han havde indtægt fra erhvervsarbejde på ca. 37.000 kr. i 2001, der var steget til ca. 57.500 kr. i 2002.
Ankestyrelsen lagde nævnets vurdering af ansøgerens funktionsnedsættelse til grund, samt at han i øvrigt opfyldte betingelserne for bilstøtte på erhvervsmæssigt grundlag.
Ankestyrelsen henviste til, at retten til bilstøtte efter servicelovens § 99, stk. 1 sammenholdt med bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 1, beror på en konkret vurdering, hvori blandt andet indgår arten og omfanget af ansøgerens indtægter, arbejdets karakter og tilrettelæggelse, kørselsbehov, alder og skånehensyn.
Begrundelsen for Ankestyrelsens afgørelse var, at omfanget af lønindtægten, der var steget til knap 60.000 kr. i 2002, sammenholdt med den sociale pension og den private pension efter en konkret vurdering kunne anses for at udgøre et væsentligt bidrag til forsørgelsen.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at udtrykket i bilbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 1, om at ". . . . . . ansøgeren skaffer sig et væsentligt bidrag til forsørgelsen" efter Ankestyrelsens vurdering måtte ses i lyset af ansøgerens øvrige forsørgelsesindtægter.
Videre måtte der efter Ankestyrelsens vurdering tages udgangspunkt i, at ifølge både gældende og tidligere vejledning til bestemmelsen kan et indtægtsniveau svarende til mellemste førtidspension anses som "et væsentligt bidrag til forsørgelsen", men også en lavere indtægt kan efter en konkret vurdering være et væsentligt bidrag til forsørgelsen.
Endelig måtte der - som også anført af nævnet - efter Ankestyrelsens vurdering lægges vægt på den social- og samfundspolitiske udvikling, hvor det i større og større grad tilstræbes, at personer kan bevare kontakten til arbejdsmarkedet.
Ankestyrelsen fandt, at det princip, der er kommet til udtryk i Social Meddelelse SM O-57-98, hvorefter erhvervsindtægten bør udgøre 1/4 af pensionsindtægten i form af social pension for at udgøre et væsentligt bidrag til forsørgelsen - og derved give mulighed for bedømmelse på erhvervsmæssigt grundlag - ikke umiddelbart kunne finde anvendelse i dette tilfælde, hvor ansøgeren udover social pension og erhvervsindtægt også havde en betydende indtægt fra en privat pension.
Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.