Ankestyrelsens principafgørelse C-44-03

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 764 af 26. august 2003 - § 99, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 114, stk. 1 og § 114, stk. 3

Socialministeriets vejledning nr. 52 af 5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. (Lov om social service) - pkt. 71-73

Note:

*) Se også SM O-57-98.

* * * * *

Sagen vedrørte en 32-årig mand, der tidligere havde fået støtte til køb af bil til kørsel til og fra uddannelse. Han ophørte med uddannelsen og fik tilkendt mellemste førtidspension pr. 1. juni 2000. Han søgte herefter om fortsat bilstøtte på trivselsmæssigt grundlag og senere på erhvervsmæssigt grundlag under henvisning til, at han pr. 1. februar 2001 havde fået arbejde som sælger.

Ud over mellemste førtidspension modtog ansøgeren ca. 8.500 kr. månedligt fra en privat forsikring. Indtægten ved salgsarbejdet var ca. 37.000 kr. i 2001 og ca. 57.500 kr. i 2002.

Amtskommunen gav afslag på fortsat bilstøtte på såvel erhvervsmæssigt som trivselsmæssigt grundlag. For så vidt angår afslaget på bilstøtte på erhvervsmæssigt grundlag henviste amtskommunen til, at det blandt andet er en betingelse for at få bil på dette grundlag, at indtægten fra beskæftigelsen udgør et væsentligt bidrag til forsørgelsen, og at dette for pensionister i praksis betyder, at erhvervsindtægten skal være mindst 1/4 af den uregulerede pensionsindtægt for at udgøre et væsentligt bidrag til forsørgelsen. Amtskommunen sammenholdt derfor ansøgerens samlede pensionsindtægt med lønindtægten for 2001 og fandt at han ikke havde ret til bilstøtte på erhvervsmæssigt grundlag.

For så vidt angår afslaget på bilstøtte på trivselsmæssigt grundlag henviste amtskommunen til, at ansøgerens funktionsevne ikke var nedsat i så væsentligt et omfang, at han fortsat var berettiget til bilstøtte nu på et trivselsmæssigt grundlag.

Det sociale nævn ændrede amtskommunens afgørelse, idet nævnet fandt, at ansøgeren var berettiget til fortsat bilstøtte på erhvervsmæssigt grundlag og dermed også til fortsat fritagelse for vægtafgift.

Nævnet henviste blandt andet til, at ved vurderingen af, om ansøgeren skaffer sig et væsentligt bidrag til forsørgelsen, jf. bilbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 1, skal der for personer, der modtager social pension, generelt ses på forholdet mellem erhvervsindtægten og pensionsindtægten, jf. SM O-57-98. Erhvervsindtægten bør udgøre 1/4 af pensionsindtægten for at udgøre et væsentligt bidrag til forsørgelsen. En indtægt på under 25.000 kr. i aktuelt indtægtsniveau kan kun undtagelsesvist siges at udgøre et væsentligt bidrag til forsørgelsen.

Nævnet fandt, at erhvervsindtægten alene skulle vurderes i forhold til den sociale pension. En eventuel privat pension skulle derfor ikke indgå i vurderingen af, om erhvervsindtægten udgjorde et væsentligt bidrag til forsørgelsen.

Nævnet vurderede herefter, at ansøgeren ved arbejdet som sælger skaffede sig et væsentligt bidrag til forsørgelsen. Der blev herved lagt vægt på pensionsindtægten før regulering for andre indtægter sammenholdt med, at lønindtægten i 2001 var knap 37.000 kr. og indtil udgangen af september måned 2002 ca. 45.000 kr. Der blev desuden lagt vægt på arbejdets indhold, og på at ansøgeren arbejdede op til 10 timer ugentligt fordelt på ugens dage med maksimalt to timer om dagen.

Nævnet tog ikke stilling til, om manden eventuelt var berettiget til fortsat bilstøtte på trivselsmæssigt grundlag.

Amtskommunen indbragte nævnets afgørelse for Ankestyrelsen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af spørgsmålet om, hvornår der foreligger et væsentligt bidrag til forsørgelsen i tilfælde, hvor der foreligger en privat pension udover den sociale pension. Sagen var antaget til supplement til Social Meddelelse SM O-57-98.

Ankestyrelsen fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte nævnets afgørelse, hvorefter ansøgeren var berettiget til bilstøtte på erhvervsmæssigt grundlag efter servicelovens § 99, stk. 1 sammenholdt med bilbekendtgørelsens § 1 og § 2, stk. 1, nr. 1. Det betød, at han også var berettiget til afgiftsfritagelse efter bekendtgørelsens § 8.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgeren siden den 1. juni 2000 havde modtaget mellemste førtidspension, at han fik udbetalt ca. 8.500 kr. om måneden fra en privat pension, og at han havde indtægt fra erhvervsarbejde på ca. 37.000 kr. i 2001, der var steget til ca. 57.500 kr. i 2002.

Ankestyrelsen lagde nævnets vurdering af ansøgerens funktionsnedsættelse til grund, samt at han i øvrigt opfyldte betingelserne for bilstøtte på erhvervsmæssigt grundlag.

Ankestyrelsen henviste til, at retten til bilstøtte efter servicelovens § 99, stk. 1 sammenholdt med bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 1, beror på en konkret vurdering, hvori blandt andet indgår arten og omfanget af ansøgerens indtægter, arbejdets karakter og tilrettelæggelse, kørselsbehov, alder og skånehensyn.

Begrundelsen for Ankestyrelsens afgørelse var, at omfanget af lønindtægten, der var steget til knap 60.000 kr. i 2002, sammenholdt med den sociale pension og den private pension efter en konkret vurdering kunne anses for at udgøre et væsentligt bidrag til forsørgelsen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at udtrykket i bilbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 1, om at ". . . . . . ansøgeren skaffer sig et væsentligt bidrag til forsørgelsen" efter Ankestyrelsens vurdering måtte ses i lyset af ansøgerens øvrige forsørgelsesindtægter.

Videre måtte der efter Ankestyrelsens vurdering tages udgangspunkt i, at ifølge både gældende og tidligere vejledning til bestemmelsen kan et indtægtsniveau svarende til mellemste førtidspension anses som "et væsentligt bidrag til forsørgelsen", men også en lavere indtægt kan efter en konkret vurdering være et væsentligt bidrag til forsørgelsen.

Endelig måtte der - som også anført af nævnet - efter Ankestyrelsens vurdering lægges vægt på den social- og samfundspolitiske udvikling, hvor det i større og større grad tilstræbes, at personer kan bevare kontakten til arbejdsmarkedet.

Ankestyrelsen fandt, at det princip, der er kommet til udtryk i Social Meddelelse SM O-57-98, hvorefter erhvervsindtægten bør udgøre 1/4 af pensionsindtægten i form af social pension for at udgøre et væsentligt bidrag til forsørgelsen - og derved give mulighed for bedømmelse på erhvervsmæssigt grundlag - ikke umiddelbart kunne finde anvendelse i dette tilfælde, hvor ansøgeren udover social pension og erhvervsindtægt også havde en betydende indtægt fra en privat pension.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.