Ankestyrelsens principafgørelse U-19-04

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 31, § 32, stk. 1 og § 32, stk. 2

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 1004929-04

Sikrede var den 30. marts 2000 udsat for et ulykkestilfælde under sit arbejde som sygehjælper, hvor han fik et knæk i ryggen.

Sikrede fik efter ulykken gradvist tiltagende smerter i ryggen med udstråling til højre ben. Generne aftog efterhånden, og der var ikke længere tegn til radikulær påvirkning.

Følgerne af skaden blev af Arbejdsskadestyrelsen vurderet til 5 procent varigt mén, hvor der blev lagt vægt på, at der var følger i form af belastningsudløste smerter og ømhed i ryggen.

Sikrede havde arbejdet som sygehjælper siden 1975. Efter ulykkestilfældet var sikrede sygemeldt i perioden 30. marts 2000 til 31. august 2000 og genoptog efter bedring i tilstanden sit arbejde den 1. september 2000. I første omgang genoptog sikrede arbejdet på fuld tid, men fra den 1. november 2000 overgik han til 32 timers arbejdsuge.

Arbejdsskadestyrelsen traf den 21. maj 2002 den afgørelse, at sikredes tab af erhvervsevne var 15 procent, da han var gået ned i arbejdstid på grund af arbejdsskadens følger.

Ankestyrelsen stadfæstede, at sikrede havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne på 15 procent.

Ankestyrelsen lagde til grund, at sikrede havde følger efter ulykkestilfældet i form af smerter over lænden og nedsat bevægelighed.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at sikrede på grund af arbejdsskadens følger havde fået en arbejdstidsnedsættelse på 5 timer ugentligt, og at arbejdstidsnedsættelsen havde medført en dokumenteret lønnedgang på 13,5 procent.

Ankestyrelsen vurderede, at der var årsagssammenhæng mellem ulykkestilfældet og sikredes arbejdstidsnedsættelse og lagde herved vægt på den tidsmæssige sammenhæng mellem skaden og arbejdstidsnedsættelsen, samt at rygskaden havde medført behov for aflastning i forbindelse med løft og arbejde i foroverbøjet stilling.

Ankestyrelsen vurderede på den baggrund, at sikrede havde en dokumenteret blivende indtægtsnedgang, og at arbejdsskaden havde medført et indtægtstab af nogen betydning.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 1012022-03

Arbejdsskadestyrelsen anerkendte den 21. februar 2002 et ulykkestilfælde, hvor sikrede havde pådraget sig en venstresidig skulderlidelse.

Sikrede arbejdede på skadetidspunktet som pædagog. Efter en uge søgte hun læge og var sammenlagt sygemeldt i en periode på ca. 1 måned. Hun var tjenestemandsansat og arbejdede 34 timer om ugen.

Ifølge speciallægeerklæringen af 3. juni 2003 havde sikrede fortsat smerter i venstre arm. Der var fri bevægelighed i skulderen, men der var smerter i yderstillingerne og nedsat kraft. Endvidere fremgik det af erklæringen, at der var indgået en § 28 - aftale med kommunen.

Den 11. november 2003 tilkendte Arbejdsskadestyrelsen godtgørelse på 8 procent i varigt mén.

Sikrede oplyste den 3. november 2003, at hun for tiden arbejdede 30 timer ugentlig, og at hun ikke vidste, om hun fortsat kunne klare at arbejde 30 timer.

Arbejdsskadestyrelsen fastsatte ved afgørelse af 21. november 2003 sikredes erhvervsevnetab til 15 procent med udbetaling som et engangsbeløb. Denne afgørelse ankede selskabet.

Ankestyrelsen hjemviste sagen til Arbejdsskadestyrelsen til ny behandling og afgørelse.

Ankestyrelsen fandt, at sagen ikke var tilstrækkelig afklaret, til at der kunne træffes afgørelse om blivende erstatning for tab af erhvervsevne og anmodede Arbejdsskadestyrelsen om at indhente oplysninger fra kommunen om § 28 aftalen, skatteoplysninger for 2003 samt oplysninger om sikredes mulige indtjening, hvis hun ikke var kommet til skade.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke var dokumenteret en sikker blivende lønnedgang på 15 procent eller derover, og at der manglede oplysninger om betydningen af arbejdsskadens følger for sikredes fremtidige erhvervsmæssige forhold.