Ankestyrelsens principafgørelse U-10-04

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 32, stk. 1 og § 32, stk. 2

Note:

*) Se også SM U-9-04 og SM U-11-04

En 42-årig kvinde blev uddannet som pædagog i 1998. Under uddannelsen havde hun et job som pædagog med weekendvagter på en døgninstituion.

Den 1. juli 1998 påbegyndte sikrede et job som pædagog på fuld tid i en vuggestue, og beholdt samtidig sit job med weekendvagter i døgninstitutionen.

Ved en arbejdsskade den 9. april 1999 pådrog sikrede sig en rygskade, der medførte varigt mén på 5 procent.

Efter at have været sygemeldt på grund af ryggenerne påbegyndte sikrede sit arbejde i vuggestuen men på deltid (3-4 timer dagligt). Det var meningen, at hun efterhånden atter skulle arbejde på fuld tid, men ryggenerne gjorde, at hun ikke kunne arbejde på fuld tid, og bijobbet med weekendvagter måtte opgives.

Uden arbejdsprøvning eller andre tiltag blev sikrede tilkendt fleksjob fra 1. oktober 2000 i vuggestuen med en daglig arbejdstid på 3-4 timer og et løntilskud på 50 procent.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilke faktorer der skal indgå i vurderingen af tab af erhvervsevne ved overgang til fleksjob.

Sikrede havde ikke ret til erstatning for tab af erhvervsevne på mere end 25 procent, som var det, Arbejdsskadestyrelsen havde tilkendt.

Ankestyrelsen lagde til grund, at sikrede på tidspunktet for arbejdsskadens indtræden arbejdede som pædagog på fuld tid i en vuggestue. Samtidig havde hun siden studietiden haft weekendvagter i en døgninstitution, således, at den samlede ugentlige arbejdstid var på 51 timer med dertil svarende lønindtægt.

Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at sikrede ved arbejdsskaden pådrog sig ryggener, der vurderedes til 5 procent i varigt mén.

Ankestyrelsen lagde endelig til grund, at sikrede efter en periode med sygemelding vendte tilbage til sit arbejde i vuggestuen, hvor hun startede på deltid (3-4 timer dagligt). Hun skulle efter en tid atter arbejde på fuld tid. Det viste sig imidlertid, at hun på grund af ryggenerne ikke kunne udvide sin ugentlige arbejdstid, ligesom bijobbet ikke kunne fastholdes.

Ved afgørelsen lagde Ankestyrelsen vægt på, at følgerne af den anerkendte arbejdsskade måtte anses for at være meget begrænsede, og at generne ikke kunne være hindrende for fortsat at arbejde som pædagog i en vuggestue. Derimod medførte arbejdsskaden et skånebehov, der gjorde, at sikrede ikke kunne påtage sig tungt og rygbelastende arbejde, ligesom hun ikke ville være i stand til fortsat at arbejde 51 timer ugentligt og dermed ikke kunne bevare sit bijob.

Erhvervsevnetabet blev således fastsat ud fra en konkret vurdering af, hvordan arbejdsskadens følger påvirkede sikredes mulighed for at arbejde, når der blev taget hensyn til hendes uddannelse, alder m.v. Antallet af arbejdstimer i fleksjobbet og løntilskuddets størrelse kunne således ikke i sig selv danne grundlag for fastsættelse af erhvervsevnetabet.

Ved afgørelsen om fastsættelse af årsløn lagde Ankestyrelsen vægt på, at årslønnen måtte fastsættes efter et skøn, da skadelidte havde været under uddannelse i en del af året forud for arbejdsskaden. Ved den skønsmæssige fastsættelse var der taget udgangspunkt i skadelidtes lønindtægt for 1999, der indeholdt lønindtægt fra såvel hovedarbejdsplads som bijob.