Ankestyrelsens principafgørelse C-45-04

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 708 af 29. juni 2004 - § 109, § 109e, § 109g og § 109i

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 129, stk. 1, § 129, stk. 2 og § 131, stk. 1

En værge til en 89-årig kvinde insisterede på, at kommunen traf foranstaltning til, at kvinden blev plejehjemsanbragt.

Af anmodningen fremgik, at kvinden var så helbredsmæssigt svækket, at det måtte anses for uforsvarligt, at hun fortsat boede i egen bolig. Hendes ægtefælle, der havde været i stand til at støtte hende, var afgået ved døden, og kvinden var således helt alene i lejligheden, bortset fra de få tidspunkter, hvor hjemmehjælpen var til stede.

I anledning af anmodningen foretog kommunen visitation i hjemmet. Af notatet herfra fremgik, at kvinden boede alene i en lejlighed på 6. sal. Hun havde tidligere, medens manden levede været indlagt dehydreret efter flere fald. Hun havde siden denne indlæggelse haft meget svært ved at kommunikere og var blevet fuldstændig afhængig af hjælp fra andre. De sidste 9 måneder havde hun ligget fast i sengen.

Kvinden lå alene hele døgnet med regelmæssigt tilsyn fra hjemmeplejen. Hun havde til hjemmehjælpen givet udtryk for at være utryg ved at være alene. Hun hørte bankelyde, troede at der kom fremmede, og at der var indbrud. Samtidig havde hun givet udtryk for at være glad for sit hjem og at hun ikke ville flytte.

Da kommunen ikke skønnede, at hun ville være i stand til at skrive under på en plejehjemsansøgning og slet ikke forstod rækkevidden af dette, blev der på mødet ikke gjort forsøg på at tale med hende om at flytte i plejebolig.

Det var uvist for kommunens demenskoordinator og visitator om kvinden ville modsætte sig flytning. Hvis hun var i stand til dette, skønnedes det, at sagen var af en sådan karakter, at den burde forelægges nævnet.

Af oplysningerne fra kommunen fremgik, at kvinden ikke kunne gennemføre nogen opgaver omkring personlig hygiejne. Hun kunne på få gode dage selv føre skeen til munden. Drak og spiste godt ved madning. Hun var ude af stand til at forflytte sig og ændre stilling. Var flere gange tilbudt at komme op, men var tydeligt i stand til at afslå tilbudet. Hun bad om at få lov at blive i sengen.

Kvinden kunne ikke have hovedgærdet eleveret, når hun var alene, da hun faldt ud til siden. Hun kunne ind imellem høre lidt radio og se lidt TV, men sov det meste af tiden. Hun havde en god veninde, der kom ofte. Kvinden havde ingen børn eller familie. Hun livede næsten altid op, når veninden kom på besøg og kunne tydelig kende hende.

Det fremgik af en statusbedømmelse fra kvindens læge, at kvinden i de senere år havde lidt af fremadskridende progressiv demens, og havde i det sidste år faktisk været sengeliggende plejepatient.

Det fremgik endvidere, at kvinden slet ikke var orienteret i tid og sted, hun reagerede på sit navn, men var ikke orienteret i egne data. På gode dage kunne plejepersonalet have en kontakt med hende om simple ting, som ønsket om mad og drikke. Hun havde f.eks. ikke erindring om sin mand, der var død for nylig eller havde sikker genkendelse af de besøgende.

Hun var så dement, at hun på ingen måde kunne administrere sin økonomi eller forstå rækkevidden af en flytning til plejehjem. Tilstanden var varig. Kvinden kunne ikke varetage egne anliggender og var helt afhængig af andres hjælp til basale fornødenheder som mad, drikke og personlig pleje.

Kommunen meddelte værgen, at da det skønnedes, at kvinden slet ikke forstod rækkevidden af en flytning, ønskedes sagen forelagt det sociale nævn i henhold til lov om social service § 109e.

Inden sagen kunne sendes til en advokat i henhold til servicelovens § 109h, skulle der bl.a. tages stilling til hvilket bosted, der ville være bedst egnet.

Advokaten meddelte, at han havde været på besøg hos kvinden, som var alderssvarende og sengeliggende.

Det var klart for advokaten, at kvinden i den nuværende tilstand ikke ville være i stand til at nyde sit i øvrigt smukke hjem, men et klart ja til at flytte fik advokaten ikke, ligesom han på den anden side heller ikke fik et nej til at få en bolig på plejehjemmet.

Allerede fordi kvinden var fysisk ganske immobil, og fordi hun ikke kunne benytte sin lejlighed efter hensigten, og da hun efter advokatens opfattelse ville kunne profitere af en plejehjemsplads med det større sociale sammenhold og lettere adgang til pleje- og lægepersonale, så fandt advokaten det rigtigt, at hun visiteredes til plejehjemmet.

I et notat fra hjemmeplejen fremgik det, at kvinden af aftenvagten var fundet hængende ud over sengekanten med bar overkrop og dynen i fodenden - meget kold. Kvinden var sidst besøgt af dagvagten kl. 13.30, hvor hun havde fået skiftet nattrøje og var lejret på ryggen med dynen på. Hun plejede ikke at røre sig i sengen. Hvis det betød, at kvinden nu pludselig selv havde rejst sig op og taget dynen af, var det ikke længere forsvarligt, at hun boede alene.

Kvindens advokat anførte endvidere, at der under visitationsmødet blev oplyst, at kvindens tilstand til en vis grad var forværret med forskellige sår, fordi hun lå ned, uagtet hjemmesygeplejen efter det oplyste gjorde, hvad de kunne for at vende og vaske hende.

Ved oversendelse af sagen til nævnet indstillede kommunen til nævnet at godkende flytning af kvinden til en plejehjemsplads.

Det sociale nævn fandt ikke, at betingelserne var opfyldt for, at kvinden skulle optages i plejehjemmet uden samtykke, jf. servicelovens § 109 e.

Nævnet fandt, at kvinden var omfattet af personkredsen i servicelovens § 109, stk. 2.

Nævnet fandt det imidlertid ikke absolut påkrævet, at hun optoges i et særligt botilbud for at få den nødvendige hjælp. Nævnet fandt, at hjælpen fortsat kunne gennemføres i hendes eget hjem.

Nævnet fandt endvidere ikke, at det kunne anses for tilstrækkeligt dokumenteret, at hun ikke kunne overskue konsekvenserne af sine handlinger og ville udsætte sig for alvorlig personskade ved at forblive i egen bolig, og at det ville være uforsvarligt ikke at sørge for en flytning.

Nævnet lagde herved til grund, at kvinden var sengeliggende, og at kommunens hjemmepleje havde ydet hende hjælp til al personlig og praktisk pleje gennem besøg i løbet af døgnet. Nævnet havde videre lagt til grund, at der ikke i løbet af kvindens sygdomsperiode var beskrevet hændelser, hvorved hun havde udsat sig for at lide alvorlig personskade.

Nævnet bemærkede, at de formelle betingelser for kommunens indstilling om optagelse i særligt botilbud uden samtykke var overholdt, jf. lovens § 109 g, stk. 2.

Nævnet tiltrådte således ikke kommunens indstilling.

Værgen påankede nævnets afgørelse med påstand om, at nævnets afgørelse blev omgjort.

Til støtte herfor anførtes bl.a., at kvindens mangel på overhovedet at kunne røre sig, indtage føde eller afværge ulykkestilfælde eller uforudsete hændelser, var livstruende for hende, og at det temporære døgntilsyn, som offentlig sygehjælp ydede, ikke var tilstrækkeligt for imødegåelse af den til enhver tid foreliggende livstruende ulykkessituation,

Nævnets afgørelse var unødvendig og en nullitet, idet værgen havde meddelt kommunen påbud om plejehjemsanbringelse. Værgen henviste til servicelovens bestemmelser om offentlig omsorgspligt og optagelse i særligt botilbud uden samtykke § 109 e, stk. 2,

Ankestyrelsen ophævede nævnets afgørelse.

Det betød, at sagen blev hjemvist til kommunen med henblik på at foretage en ny vurdering og stillingtagen til indstilling efter servicelovens § 109 e.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at kommunen ikke havde foretaget en indstilling om optagelse i særligt botilbud i henhold til servicelovens § 109, stk. 2, da kommunen fandt det uvist om kvinden ville modsætte sig en flytning.

Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at kommunen havde indstillet kvinden til optagelse i særligt botilbud i henhold til servicelovens § 109 e, stk. 1 uden at indstillingen indeholdt en redegørelse for grundlaget for at kommunen anså betingelserne for opfyldt.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at det ikke var hensigten med bestemmelsen i servicelovens § 109 e, stk. 1 og 2, at alene usikkerhed om, hvorvidt en person hørte til personkredsen i stk. 2, skulle kunne begrunde indstilling til optagelse i særligt botilbud efter stk. 1.

En kommune skulle således foretage en vurdering af, om en person var omfattet af personkredsen i stk. 2.

Ankestyrelsen fandt derfor, at indstillingen til nævnet var sket på et forkert grundlag, Det fremgik heller ikke, at kommunen havde anset betingelserne i § 109 e, stk. 1 for opfyldt.

Ankestyrelsen fandt endvidere ikke, at der i forbindelse med den kommunale vurdering havde været indhentet den nødvendige lægefaglige dokumentation for den nedsatte funktionsevne.

Ankestyrelsen fandt derfor, at kommunen skulle foretage en ny vurdering af sagen sammenholdt med de relevante bestemmelser med henblik på at tage stilling til, om der skulle ske indstilling til optagelse i særligt botilbud efter servicelovens § 109 e, stk. 2, eventuelt stk. 1.

Vurderingen skulle foretages efter indhentelse af en speciallægefaglig vurdering af den nedsatte funktionsevne, samt journaloplysninger om den tidligere indlæggelse.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.