Ansøgeren, der var 23 år, var sent udviklet og havde altid gået i specialklasser. I august 2000 startede han på en specialskole og siden havde han modtaget kontanthjælp som ung udeboende.
Af kommunens journaloplysninger fremgik , at han ikke ville være i stand til at gennemføre en SU-berettigende uddannelse, at revalidering ikke inden for en overskuelig tid måtte antages at kunne bringe ham i arbejde, at han ikke ville være i stand til at påtage sig et arbejde og at alt pegede i retning af fleksjob.
Skolen søgte om et behovsbestemt tillæg til ansøgeren efter aktivlovens § 25 f, stk. 3. Der blev i ansøgningen henvist til lovbemærkningerne, hvori der specielt blev nævnt gruppen af sent udviklede unge, som ansøgeren netop tilhørte.
Ansøgeren modtog netto kr. 3.756 kr. om måneden i kontanthjælp. Han havde udgifter i form af husleje på 700 kr./mdr., telefonabonnement på 96 kr./mdr. og lån på skolen på 400kr. /mdr., i alt kr. 1.246 kr. om måneden.
Han havde således et rådighedsbeløb på 2.510 kr./mdr.
Han betalte 950 kr. om måneden for kosten på skolen.
Kommunen traf afgørelse om, at han ikke havde ret til behovsbestemt tillæg efter aktivlovens § 25 f, stk. 3.
Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse og begrundede det med, at der ikke var grundlag for at fastslå, at kommunen ved afgørelsen var gået uden for rammerne af det skøn, der skulle foretages.
Skolen klagede på ansøgerens vegne over afgørelsen og gav udtryk for, at det behovsbestemte tillæg var en ret for de unge, der tilhørte personkredsen i § 25 f, stk. 3.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af kriterierne for ydelse af behovsbestemt tillæg efter aktivlovens § 25f, stk. 3.