Ankestyrelsens principafgørelse U-4-04

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 31, stk. 4 og § 32, stk. 1

Sikrede fik efter en arbejdsskade den 7. maj 1998 af sin kommune tilkendt revalideringsydelse efter aktivlovens § 52 til en uddannelse som pædagog på et seminarium fra den 1. februar 2000. Uddannelsen skulle vare 3½ år, så det forventedes, at sikrede ville blive færdig 30. juni 2003.

Sikrede begyndte på uddannelsen den 1. februar 2000. Den 10. februar 2000 oplyste sikrede til kommunen, at hun var gravid i 22. uge, og at hun forventede at føde 20. juni 2000. Sikrede ville fortsætte med at læse, indtil hun havde født.

Den 16. marts 2000 oplyste sikrede til kommunen, at hun havde fået bækkenløsning. Sikrede kunne derfor ikke fortsætte med uddannelsen, men hun havde fået skriftligt tilsagn om, at hun kunne begynde igen den 1. februar 2001.

Kommunen bragte herefter revalideringsydelsen til ophør pr. 1. april 2000. Sikrede klagede herover, og ved brev af 17. maj 2000 meddelte kommunen, at sikrede kunne bevare revalideringsydelsen under barselorlov efter lov om aktiv socialpolitik § 54 og § 55.

Ved afgørelse af 18. marts 2003 fik sikrede af Arbejdsskadestyrelsen tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne på 25 procent som løbende ydelse med virkning fra den 1. februar 2000. Forsikringsselskabet klagede over tilkendelsestidspunktet, idet selskabet fandt, at sikrede ikke var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne under den forudgående sygdomsperiode på grund af bækkenløsningen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om de ca. 2 måneder fra bækkenløsningen og frem til barselsorlovens begyndelse, og den kortere periode efter ophør af barselsorlov, hvor sikrede ventede på at komme i gang igen den 1. februar 2001, kunne medføre, at der ikke kunne ydes midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne i disse perioder, hvor sikrede forsat fik udbetalt revalideringsydelse efter § 54 i lov om aktiv socialpolitik.

Arbejdsskaden havde medført tab af erhvervsevne på 25 procent, der skulle udbetales som midlertidig løbende ydelse med virkning fra 1. februar 2000.

Ankestyrelsen lagde til grund, at sikredes aktuelle midlertidige erhvervsevnetab udgjorde skønsmæssigt 25 procent, som fastsat af Arbejdsskadestyrelsen.

Ankestyrelsen fandt samtidig, at Arbejdsskadestyrelsen havde haft grundlag for at træffe en midlertidig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne i medfør af lovens § 31, stk. 4. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der forelå særlige omstændigheder i lovens forstand, da sikredes erhvervsmæssige forhold som følge af arbejdsskaden ikke var afklaret, da hun påbegyndte revalidering den 1. februar 2000.

Ankestyrelsen lagde til grund, at sikrede var uddannet blomsterdekoratør/gartner, og at hun på tidspunktet for arbejdsskaden var ansat i et firma, hvor hun sørgede for kontorudsmykning med planter. Hun havde en klar funktionsnedsættelse i håndbelastende erhverv, og hendes erhvervsevne var i overensstemmelse med beslutningen om revalidering nedsat.

Ankestyrelsen lagde ved vurderingen af skadens art og omfang og sikredes muligheder for at arbejde uden omskoling vægt på, at sikrede ikke var i stand til at påtage sig et job som blomsterdekoratør/gartner på grund af håndskaden, samt at hun havde begrænsede muligheder for at klare et job på samme indtægtsniveau som før, hvor der kunne tages hensyn til hendes nedsatte håndfunktion. Der var endvidere ikke andre årsager til revalideringen end arbejdsskadens følger.

Efter lovens § 32, stk. 6, kan en løbende ydelse for tab af erhvervsevne udbetales fra et tidligere tidspunkt end afgørelsen, hvis særlige omstændigheder taler for det.

Ankestyrelsen lagde ved fastsættelsen af tidspunktet for ydelsens start vægt på, at sikrede fra 1. februar 2000 havde været under revalidering med henblik på selvforsørgelse, idet hun havde modtaget revalideringsydelse efter aktivlovens § 52 fra dette tidspunkt, og at der var lagt en fast erhvervsplan.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at sikredes helbredsmæssige forhold på dette tidspunkt var så afklarede, at der ikke længere var tale om en umiddelbar forringelse af hendes forhold, men at hun fra dette tidspunkt utvivlsomt havde haft et aktuelt, delvist erhvervsevnetab.

Efter § 55 i lov om aktiv socialpolitik, der er ændret med virkning fra 1. juli 1998, bevarer revalidenden retten til revalideringsydelse, når ansøger har ret til fravær ved graviditet, barsel og adoption efter reglerne i lov nr. 244 af 19. april 1989, jf. lovbekendtgørelse nr. 908 af 27. september 2000 om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov mv.

Efter samme lovs § 54 bevarer revalidenden revalideringsydelsen ved kortvarige afbrydelser i revalideringsforløbet, der ikke har betydning for at gennemføre erhvervsplanen med hensyn til mål og indhold.

Ankestyrelsen fandt på denne baggrund, at der ikke var grundlag for at afslå udbetaling af løbende erstatning i perioden, hvor sikrede under graviditeten fik bækkenløsning, i perioden hvor sikrede efter fødselen gik på barselorlov og i perioden, hvor sikrede efter barselorloven skulle vente i kortere tid på at kunne genoptage sin uddannelse den 1. februar 2001.

Ankestyrelsen kom således til samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen.