Sagen drejede sig om en 50-årig kvinde, der var bevilget støtte til køb af bil den 4. september 2001 i henhold til bilbekendtgørelsens § 4 jf. § 1 og § 2, stk. 1, nr. 1. Hun blev samtidig bevilget tilskud til automatisk transmission med kr. 17.400 kr., som bilen var udstyret med fra fabrikken. Hun valgte at købe en bil, som var dyrere end svarende til den normale låneramme efter § 4 og tilskuddet til automatisk transmission.
Bilen blev totalskadet den 14. oktober 2002 i forbindelse med en trafikulykke og kvinden fik den 28. november 2002 udbetalt et erstatningsbeløb på 188.000 kr. fra forsikringsselskabet.
Restgælden på bilen udgjorde 100.693,96 kr., idet den afdragspligtige del af lånet var 65.643,40 kr. og den afdragsfrie del af lånet var 35.050,56 kr.
Kommunen bemærkede i sin nye indstilling til amtskommunen, at hele restgælden var indfriet. Kommunen indstillede herefter, at der bevilgedes støtte til bil, særlig indretning samt afgiftsfritagelse/nedsættelse.
Amtskommunen traf afgørelse, hvorefter kvinden var berettiget til støtte til bil efter bekendtgørelsens § 7, stk. 2, nr. 2, jf. § 4 og § 1 og § 2 stk. 1, nr. 1.
Amtskommunen fandt imidlertid, at kvinden ikke kunne bevilges fornyet tilskud til særlig indretning, hvortil hun henvistes at bruge den udbetalte erstatning. Amtskommunen anførte, at der var udbetalt 188.000 kr. i erstatning for den totalskadede bil og at restgælden udgjorde 100.693,96 kr. I henhold til bekendtgørelsens § 11, stk. 1, nr. 4, er det et vilkår for lån til bil efter bekendtgørelsens § 4, at bilen holdes kaskoforsikret for den fulde værdi. Socialministeriet havde vejledende udtalt, at denne ordlyd også omfatter særlig indretning bevilget efter § 9.
Det sociale nævn gav ved sin afgørelse kvinden medhold i sin klage over amtskommunens afgørelse, idet nævnet fandt at hun var berettiget til tilskud til automatisk transmission efter bekendtgørelsens § 9, stk. 2.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at støtte til særlig indretning ydes som et tilskud, og at der i bilbekendtgørelsen ikke er hjemmel til at lade særlig indretning af bil indgå i beregningen ved udmåling af støtten til den nye bil, jf. provenureglen i bekendtgørelsens § 5. Nævnet ændrede således amtskommunens afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen anførte amtskommunen, at den forsikringssum, der udbetales i forbindelse med totalskade af en bil, hvortil der er ydet støtte, ikke fuldt ud skal sidestilles med et provenu. Amtskommunen lagde herved en vejledende udtalelse om kaskoforsikring fra Socialministeriet til grund.
I denne udtalelse af 22. november 2002 havde Socialministeriet anført, at det er ministeriets opfattelse, at ordlyden i bekendtgørelsens § 11, stk. 1, nr. 4, "Bilen skal holdes kaskoforsikret for den fulde værdi. " omfatter bilens fulde pris, inkl. eventuel særlig indretning bevilget efter bilbekendtgørelsens § 9.
Amtskommunen fandt, at fornyet bevilling af tilskud til særlig indretning, der er omfattet af en kaskoforsikring, ville medføre at borgeren fik dobbelterstatning for den særlige indretning.
Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, af om der - i forbindelse med erstatning for totalskade af tidligere bil - er hjemmel til at lade særlig indretning af bil indgå i beregningen ved udmåling af støtten til den nye bil, jf. provenureglen i bilbekendtgørelsens § 5.
