Løntilskuddet skulle beregnes på basis af den overenskomstmæssige mindsteløn for en nyuddannet landmand, uden yderligere faglige kvalifikationer.
Begrundelsen var, at i henhold til § 5 i bekendtgørelse om fleksjob, nr. 551 af 19. juni 2003, udbetaler kommunen støtte i form af tilskud til den selvstændige virksomhed med 1/2 eller 2/3 af mindste overenskomstmæssige løn på det pågældende ansættelsesområde for nyansatte uden faglige kvalifikationer.
Det blev vurderet, at ansøgeren opfyldte de uddannelsesmæssige krav for at blive anset for at være uddannet landmand, som disse krav fremgår af bekendtgørelse nr. 627 af 26. juli 1999 om uddannelseskrav og bopælskrav m.v. i henhold til Landbrugsloven, § 1, stk. 1, nr. 4.
Uddannelsekravet kunne være opfyldt på flere måder:
1) - at have gennemgået en uddannelse til driftsleder (grønt bevis)
2) - at have gennemgået uddannelse til udvidet driftsleder (grønt diplom)
3) - at være uddannet agra- eller jordbrugsøkonom, hortonom eller forstkandidat eller en bacheloruddannelse inden for samme områder
4) - at have erhvervet gartnerfagets grønne bevis
5) - at være uddannet jordbrugstekniker, landbrugstekniker, gartneritekniker eller skovtekniker
6) selvstændigt som ejer eller forpagter i mindst 4 år inden for de sidste 10 år, heraf mindst 2 år her i landet at have drevet en jordbrugsejendom med et dyrket areal på mindst 15 ha eller med et arbejdsbehov på mindst 900 timer årligt, vurderet på baggrund af produktionens sammensætning og metode.
Ansøgeren opfyldte det sidstnævnte krav
Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse