Ankestyrelsens principafgørelse D-29-04

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 1047 af 28. oktober 2004 - § 22, stk. 1, nr. 5

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 42 af 28. januar 2004 - § 17, stk. 1

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 27, stk. 1, nr. 6

Lønmodtageren blev sygemeldt den 27. juni 2002 på grund af dårlige knæ. Varighedsbegrænsningen indtrådte den 31. juli 2003. Dagpengeudbetalingen blev forlænget i 13 uger efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2.

Kommunen traf den 10. oktober 2003 afgørelse om, at dagpengeudbetalingen ville blive stoppet efter den 29. oktober 2003.

Den 20. oktober 2003 søgte lønmodtageren om førtidspension.

Kommunen traf den 2. december 2003 afgørelse om, at hun ikke havde ret til førtidspension.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse om afslag på sygedagpenge efter den 29. oktober 2003, idet lønmodtageren ikke opfyldte betingelserne for forlængelse efter dagpengelovens § 22, stk. 1. Nævnet ophævede samtidig kommunens afgørelse om afslag på førtidspension og hjemviste sagen til ny vurdering og afgørelse. Begrundelsen for hjemvisningen var, at det foreliggende grundlag for afgørelsen ikke kunne anses for tilstrækkeligt, idet der ikke var udarbejdet en ressourceprofil efter retningslinierne i arbejdsevnebekendtgørelsen.

Lønmodtageren klagede over nævnets afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af betydningen af, at lønmodtageren den 20. oktober 2003 havde bedt kommunen tage stilling til spørgsmålet om ret til førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag, jf. § 17, stk. 1, 2 og 3. punktum, i lov om social pension.

Lønmodtageren havde ret til yderligere forlængelse af dagpengeudbetalingen efter den 29. oktober 2003 og indtil udgangen af september måned 2004, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 5.

Efter denne bestemmelse kan dagpengeudbetalingen forlænges, når der er påbegyndt en sag om førtidspension.

Ankestyrelsen lagde til grund, at kommunen den 10. oktober 2003 traf afgørelse om, at lønmodtageren ikke havde ret til yderligere forlængelse af dagpengeudbetalingen efter den 29. oktober 2003.

Ankestyrelsen lagde også til grund, at det sociale nævn den 15. april 2004 ophævede kommunens afgørelse af 2. december 2003 om afslag på førtidspension.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at lønmodtageren havde indgivet ansøgning om førtidspension den 20. oktober 2003, jf. § 17, stk. 1, 2. og 3. punktum i lov om social pension.

Ankestyrelsen fandt, at lønmodtagerens ansøgning om førtidspension måtte anses for omfattet af ordlyden i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 5: når der er påbegyndt sag om førtidspension.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at en borger efter pensionsloven fra 1. januar 2003 havde fået mulighed for at anmode kommunen om, at der alene tages stilling til spørgsmålet om førtidspension, jf. § 17, stk. 1, 2. punktum i lov om social pension.

Den omstændighed at dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 5, ikke samtidig blev ændret, førte ikke til et andet resultat.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det ikke direkte fremgik af dagpengeloven, at der ikke kunne ske forlængelse fra det tidspunkt hvor der var søgt om pension på det foreliggende dokumentationsgrundlag.

Ankestyrelsen lagde ligeledes vægt på, at den dagældende bestemmelse ved dens indføjelse i dagpengeloven fra 1. januar 1996 var formuleret således, at der var mulighed for at forlænge dagpengeudbetalingen, når der var indgivet ansøgning om pension.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at kommunen den 7. oktober 2004 havde taget stilling til, at lønmodtageren ikke havde ret til førtidspension på grundlag af hendes ansøgning af 20. oktober 2003.

Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på, at lønmodtageren var tilkendt førtidspension fra den 1. oktober 2004.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.