Ankestyrelsens principafgørelse P-10-04

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 42 af 28. januar 2004 - § 18 og § 20, stk. 1

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 72 af 6. februar 2004 - § 60, stk. 1

Kommunen traf afgørelse om, at der ikke kunne rejses sag om førtidspension efter pensionslovens § 18.

Det sociale nævn fandt, at kommunen havde grundlag for at træffe afgørelse om at lade sagen overgå til behandling efter reglerne om førtidspension, jf. lovens § 18.

Nævnet fandt endvidere, at ansøgeren havde ret til førtidspension efter lovens § 16, jf. § 20, stk. 1.

Nævnet redegjorde for principperne og udbetaling efter pensionslovens § 33, stk. 2 og tilføjede, at borgeren ville få nærmere besked om udbetalingen fra kommunen.

Ifølge klagen til Ankestyrelsen fandt kommunen ikke, at nævnet ved ankebehandling af et afslag vedrørende pensionslovens § 18 havde kompetence til samtidig af egen drift at træffe beslutning om tilkendelse af førtidspension i henhold til pensionslovens § 16.

Kommunen fandt desuden ikke, at nævnet havde kompetence til selvstændigt at træffe beslutning om tilkendelse af pension, men hvis nævnet kunne træffe beslutning om betingelserne for tilkendelse af pension var opfyldt, så skulle det også tage stilling til fra hvornår.

Kommunen bemærkede, at den ikke klagede over afgørelsen efter pensionslovens § 18 og desuden havde besluttet af følge nævnets afgørelse om tilkendelse af pension.

I bemærkningerne til kommunens klage henviste nævnet blandt andet til, at der efter den nye pensionslov kun er én pensionsgrad. Ved samtidig at tilkende pension spares der tid. Kravene i pensionslovens § 19, stk. 1 var opfyldt i den konkrete sag. . Spørgsmålet om udbetalingstidspunktet er dog en afgørelse, som normalt må træffes af kommunen i første instans. I sager, hvor kommunen har givet afslag på at påbegynde pensionssag er der typisk ikke i de foreliggende oplysninger for nævnet specielt fokus på, om datoen for afslaget vil være den korrekte dato for sagens påbegyndelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af praksis efter de nye regler om lov om social pension §§ 18-20.

Ved behandling af klagen over kommunens afslag på at lade sagen overgå til behandling efter pensionsreglerne ifølge pensionslovens § 18 havde nævnet alene ret til at tage stilling til denne afgørelse. Nævnet havde således ikke kompetence til at tilkende førtidspension efter lovens § 20, stk. 1.

Ankestyrelsen var således ikke enig i det sociale nævns afgørelse med hensyn til, at nævnet havde truffet afgørelse om tilkendelse af pension. Kommunen havde dog efterfølgende tilkendt pension i overensstemmelse med nævnets afgørelse og Ankestyrelsens afgørelse fik derfor ikke betydning for den konkrete sag.

Ankestyrelsen vurderede, at nævnet som klageinstans kun havde kompetence til at tage stilling til den påklagede afgørelse.

Ifølge retssikkerhedslovens § 60, stk. 1, 1. punktum kan de afgørelser, som kommunen træffer efter den sociale lovgivning, indbringes for det sociale nævn.

Kommunen havde truffet afgørelse om afslag på, at sagen kunne overgå til behandling efter regler om førtidspension i medfør af pensionslovens § 18, og denne afgørelse var påklaget til det sociale nævn.

Kommunen havde ikke samtidig truffet afgørelse om tilkendelse eller afslag på førtidspension, jf. § 20. Afgørelse efter pensionslovens § 20 forudsætter, at den person, som afgørelsen vedrører, har haft tilbud om i et møde at udtale sig over for den eller de personer, der skal træffe afgørelse, jf. § 20, stk. 3.

På baggrund af reglerne blev det antaget, at kommunen normalt træffer 2 selvstændige afgørelser, selv om det ikke ses at være i strid med loven, at kommunen træffer afgørelsen samtidig, hvis de relevante regler er iagttaget.

Da der alene var truffet afgørelse efter lovens § 18, skulle klageinstansen efter Ankestyrelsens opfattelse kun tage stilling til kommunens afgørelse herom og hjemvise sagen til ny behandling i kommunen på baggrund af den ændrede afgørelse.

Ankestyrelsen fandt ikke, at hensynet til at spare tid ved sagsbehandling kunne medføre et andet resultat. Det bemærkedes, at kommunen, som får sagen hjemvist, har pligt til at fremskynde afgørelsen om tilkendelse af pension mest muligt og skal træffe afgørelsen senest inden for 3 måneder, jf. pensionslovens § 21.

Ankestyrelsen fandt, at der ikke havde været anledning til at vurdere sagen i øvrigt, og efter omstændighederne havde Ankestyrelsen kun behandlet spørgsmålene, der var rejst i klagen. Der henvistes til kommunens oplysning om, at kommunen havde lagt nævnets afgørelse til grund og tilkendt pension i overensstemmelse hermed i det konkrete tilfædle.

For så vidt angår tidspunktet for tilkendelse af pension bemærkede Ankestyrelsen, at hvis den påklagede afgørelse vedrører afslag på pension efter pensionslovens § 20, stk. 2, og nævnet ændrer afgørelsen ved tilkendelse af pension efter pensionslovens § 20, stk. 1, afhænger det af en konkret vurdering, om tilkendelsestidspunktet samtidig kan fastlægges, eller om sagen skal hjemvises til kommunen. Sagen skal hjemvises, hvis der ikke er tilstrækkelige oplysninger til brug for for afgørelsen, eller der kan være tvivl om tilkendelsestidspunktet, og det derfor skal sikres, at spørgsmålet bliver behandlet af 2 instanser.