Sagen drejede sig om en kvinde, der i forbindelse med, at hun var gravid, blev henvist til et hospital. På dette tidspunkt havde hun ikke et dansk CPR-nr.
Hospitalet besluttede på denne baggrund at opkræve kvinden et depositum til delvis dækning af udgifterne ved fødslen. Da hun fødte den 2. november 2002, var det fortsat gældende, at hun ikke havde fået et dansk CPR-nr. Hospitalet fastholdt derfor, at hun skulle betale for fødslen. Opkrævningen var sket i overensstemmelse med § 9, stk. 3, i bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling og fødselshjælp m.v.
Kvinden klagede til Ankestyrelsen over hospitalets beslutning og anførte som årsag til det manglende CPR-nr., at udlændingemyndighederne var længe om at færdigbehandle hendes sag.
Hospitalet uddybede overfor Ankestyrelsen sin beslutning om at opkræve kvinden betaling for fødslen. Det var bl.a. anført, at da kvinden på tidspunktet for de forberedende undersøgelser og på tidspunktet for fødslen ikke havde dansk folkeregisteradresse, var hun ifølge § 1, stk. 2, jf. stk. 3, i bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling og fødselshjælp m.v. ikke berettiget til vederlagsfri behandling i det danske sygehusvæsen. Derfor opkrævede hospitalet, jf. samme bekendtgørelses § 9, stk. 3, jf. stk. 2, betaling.
Under behandlingen af sagen indhentede Ankestyrelsen en vejledende udtalelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Heraf fremgik bl.a., at der med udtrykket "vilkår for behandling", jf. § 39 i bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling og fødselshjælp m.v. efter ministeriets vurdering mentes, at sygehuset fastlagde nogle kriterier for at yde behandling til patienten. I den konkrete sag havde opholdsamtskommunen skønnet, at kvinden ikke skulle henvises til fødselshjælp i sit hjemland. Opholdsamtskommunen havde således efter ministeriets vurdering forpligtet sig til at yde fødselshjælp.
Opholdsamtskommunen havde i forbindelse med denne behandling truffet beslutning om, at der skulle opkræves betaling for fødselshjælpen. Opholdsamtskommunen kunne dog ikke gøre fødselshjælpen afhængig af betaling, idet man i henhold til § 9, stk. 2, i bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling og fødselshjælp m.v. havde forpligtet sig til at yde fødselshjælpen.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet vurderede herefter samlet, at betalingskravet i den konkrete sag ikke var et vilkår for behandlingen, idet opholdsamtskommunen skulle yde fødselshjælpen.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om betaling for fødsel var at betragte som et vilkår for behandling og dermed faldt ind under Ankestyrelsens kompetence efter sygehuslovgivningen, jf. § 1, stk. 4, i lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp og § 9, stk. 1, i lov om sygehusvæsenet sammenholdt med § 39 i bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling og fødselshjælp m.v.
