Modtager skulle ikke tilbagebetale den kontanthjælp, som han havde modtaget under aktivering.
Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at modtager havde fået udbetalt arbejdsløshedsdagpenge med tilbagevirkende kraft fra 15. juli 2002, og at han i perioden 16. december 2002 til 30. juli 2003 havde modtaget kontanthjælp mens han var i aktivering.
Efter aktivlovens § 94, stk. 2, skal hjælp ydet under aktivering ikke tilbagebetales, uanset modtageren senere opnår en ydelse, der dækker samme tidsrum og samme formål som den udbetalte kontanthjælp.
Ankestyrelsen vurderede, at der ved udtrykket "hjælp", som anvendt i aktivlovens § 94, stk. 2, mentes hele den hjælp, der var ydet.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at det i bemærkningerne til § 92 (den vedtagne § 94) i forslaget om aktivloven var anført:
"Til § 92
Forslaget til § 92 er identisk med bistandslovens § 26 stk. 1, nr. 4, hvorefter kommunen kan bestemme, at hjælpen skal betales tilbage, hvis modtageren senere får udbetalt en erstatning, et underholdsbidrag e.l. , som dækker samme tidsrum og formål som den udbetalte hjælp. I disse situationer med dobbeltforsørgelse er det i sagens natur ikke en betingelse, at modtageren er orienteret om, at hjælpen skal betales tilbage, inden hjælpen udbetales.
Det er i stk. 2 præciseret, at modtageren ikke skal tilbagebetale den hjælp, som den pågældende får eller har fået under aktivering efter kapitel 4 idet modtageren i en sådan situation yder noget til gengæld for hjælpen. "
Ankestyrelsen bemærkede endvidere, at der ikke siden vedtagelsen af aktivlovens var foretaget ændringer i formuleringen af aktivlovens § 94, stk. 2.