Det Sociale Nævns afgørelse om, at der ikke kunne udbetales mellemste førtidspension med tilbagevirkende kraft tidligere end fra 1. marts 1993, var i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis, hvorefter forældelsesfristen på 5 år i pensionssager regnes fra ansøgningen om genoptagelse af sagen med tillæg af sagsbehandlingstiden i de perioder, hvor begæringen om genoptagelse eller forhøjelse havde været under behandling ved myndighederne.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at der var anmodet om genoptagelse den 11. juli 2000, og at 5-års forældelsesfristen med tillæg af sagsbehandlingstid hos myndighederne i perioderne 1. december 1995 - 31. januar 1997 samt 17. november 1997 - 11. februar 1999 førte til, at der kunne udbetales mellemste førtidspension fra den 1. marts 1993.
I den yderligere periode, hvormed tilbageregningen blev forlænget tilbage til 1. marts 1993 som følge af administrativ sagsbehandling, var der ikke sket yderligere sagsbehandling, end den allerede anførte.
Sagsbehandlingstiden i 1989/1990 kunne således ikke omfattes med yderligere forlængelse til følge.
Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.