Resume:
Ankestyrelsen har i principielt møde behandlet 4 sager om fremtidige udgifter til helbredelse efter lov om arbejdsskadesikring, navnlig til belysning af stationærtidspunkt for en skade og forholdet mellem varigt mén og fremtidig helbredelsesudgifter, samtidighed af afgørelser om mén og fremtidige helbredelsesudgifter og oplysningsgrundlaget.
Fremtidige udgifter til sygebehandling kan betales, hvis behandlingen er en følge af arbejdsskaden og skønnes nødvendig for at opnå bedst mulig helbredelse. Herved forstås en varig bedring i helbredstilstanden. Det er ikke tilstrækkeligt, at der er midlertidig lindrende virkning af behandlingen.
Alle sager angik afgørelser om fremtidig behandling ved kiropraktor eller fysioterapeut.
Der kunne ikke ydes erstatning til fremtidig behandling hos kiropraktor eller fysioterapeut når tilstanden måtte betegnes som stationær, da Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse.
Afgørelser om mén og fremtidige behandlingsudgifter skulle som udgangspunkt træffes samtidig.
Sag nr. 1 (j.nr. 1200042-05/1)
Sikrede havde pådraget sig en whiplash ved et trafikuheld 5. januar 2004. Sikrede fik under sagens behandling godtgjort 18 behandlinger indenfor de første 4 måneder efter skaden. Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse om at sikrede havde ret til 30 fremtidige behandlinger.
Ankestyrelsen fandt at sikredes tilstand var stationær allerede ved udfærdigelse af speciallægeerklæring i november 2004, hvorfor fremtidig behandling ikke kunne siges at have helbredende effekt. Ankestyrelsen ændrede således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse til afslag på fremtidig behandlingsudgifter.
Sag nr. 2 (j.nr. 1200139-05/1)
Sikrede kom til skade under sit arbejde som togfører den 27. februar 2004 ved at toget gave et ryk, således at hun snublede og forvred venstre knæ. Arbejdsskadestyrelsen gav i sin afgørelse afslag på erstatning til fremtidig behandling. Ankestyrelsen stadfæstede afgørelsen, og anmodede Arbejdsskadestyrelsen se nærmere på nye oplysninger om sikredes helbredsforhold.
Sag nr. 3 (j.nr. 1200539-05/1 og j.nr. 1201124-05/1)
Sikrede kom under sit arbejde som social- og sundhedshjælper til skade og brækkede håndleddet/underarmen. Arbejdsskadestyrelsen traf den 7. januar 2005 afgørelse om anerkendelse af hændelsen af 27. juni 2004 som en arbejdsskade, varigt mén til mindre end 5 procent, tab af erhvervsevne til mindre end 15 procent og afslag på erstatning for fremtidige behandlingsudgifter. Arbejdsskadestyrelsen traf den 8. juli 2005 på ny afgørelse om varigt mén til 8 procent.
Ankestyrelsen stadfæstede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om afslag på erstatning for tab af erhvervsevne og hjemviste spørgsmålet om det varige mén og de fremtidige behandlingsudgifter.
Sag nr. 4 (j.nr. 1200933-05/1)
Sikrede fik under sit arbejde som sygeplejerske et smæld i sin skulder. Arbejdsskadestyrelsen gav i sin afgørelse afslag på erstatning til fremtidig behandling. Ankestyrelsen stadfæstede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om afslag på erstatning for fremtidige behandlingsudgifter.