Ankestyrelsens principafgørelse B-3-05

Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - lovbekendtgørelse nr. 909 af 3. september 2004 - § 2, § 3 og § 24, stk. 2

Kommunen traf afgørelse om, at de fastholdt deres tidligere afgørelse, hvorefter ansøger skulle tilbagebetale 28.365 kr. i ordinært og ekstra børnetilskud for perioden 1. april 1998 - 30. juni 2000, idet hun blev betragtet som samlevende med sin tidligere ægtefælle i den omhandlede periode.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at det var en betingelse for udbetaling af ordinært og ekstra børnetilskud, at modtageren var reelt enlig forsørger. Ved vurderingen af om en person var enlig forsørger, skulle der foretages en selvstændig, konkret, og individuel vurdering af, om betingelserne for at kræve tilbagebetaling af børnetilskud var opfyldt. Det afgørende var, om det på baggrund af de samlede oplysninger kunne anses for tilstrækkeligt godtgjort, at der forelå et ægteskabslignende forhold med fælles husførelse.

Efter ligningslovens § 10, stk. 1, kunne bidrag der betaltes til underhold af den anden ægtefælle eller af børn, der ikke opholdt sig hos bidragsyderen, fradrages i bidragsyderens skattepligtige indkomst.

Nævnet fandt, at der ikke i Landsskatterettens kendelse af 10. december 2002 var nye faktiske oplysninger, der kunne begrunde en ændring af nævnets afgørelse af 18. januar 2001. Nævnet fandt ej heller, at der i ansøgning om fri proces af 22. maj 2001 var argumenter, der kunne medføre en anden afgørelse.

Nævnet havde ved afgørelsen desuden lagt vægt på, at Landsskatterettens kendelse var truffet på et andet grundlag, idet betingelsen for at foretage fradrag for betalte bidrag var et opholdskriterium, mens betingelserne for at modtage børnetilskud som reelt enlig var, at man ikke levede i et ægteskabslignende forhold med fælles husførelse.

Ansøger klagede over nævnets afgørelse.

I klagen var det anført, at ansøger havde været berettiget til at modtage det pågældende børnetilskud, idet hun reelt havde været enlig forsørger. Hendes tidligere ægtefælle havde indbragt Skatteankenævnets afgørelse for Landsskatteretten, der havde fundet, at fradrag for børnebidrag skulle godkendes.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilken betydning en anerkendelse af et fradrag for indbetalt børnebidrag havde i relation til, om betingelserne for at være reelt enlig var opfyldt.

Ankestyrelsen var enig med det sociale nævn i, at ansøger ikke havde ret til ordinært og ekstra børnetilskud i perioden 1. april 1998 - 30. juni 2000, og at hun skulle tilbagebetale det beløb, som hun havde fået udbetalt for den omhandlede periode.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at Det Sociale Nævn i afgørelse af 18. januar 2001 stadfæstede kommunens afgørelse af 19. juli 2000 om, at ansøger i perioden 1. april 1998 - 30. juni 2000 ikke havde været berettiget til børnetilskud, idet hun ikke vurderedes at være reelt enlig forsørger, og at kommunens tilbagebetalingskrav således fandtes berettiget, jf. børnetilskudslovens §§ 2, 3 og 24, stk. 2.

Ved vurderingen af, om en person reelt var enlig forsørger efter børnetilskudsloven skulle der lægges vægt på karakteren af de involverede personers indbyrdes forhold og på boligforholdene hos den person, som mentes at leve sammen med modtageren af ydelserne, jf. SM B-1-99.

Efter den nævnte SM-meddelelse skulle der altid foretages en selvstændig, konkret og individuel prøvelse af, om betingelserne for at standse eller kræve tilbagebetaling var opfyldt. Det afgørende var, om det på baggrund af de samlede oplysninger kunne anses for tilstrækkeligt godtgjort, at der forelå et ægteskabslignende forhold med fælles husførelse.

Ankestyrelsen fandt ikke, at Landsskatterettens kendelse af 10. december 2002, hvorefter fradrag for børnebidrag burde godkendes, kunne begrunde en ændring af nævnets afgørelse af 18. januar 2001.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at Landsskatterettens kendelse var truffet på grundlag af ligningslovens § 10, stk. 1, hvorefter bidrag, der betaltes til underhold af den anden ægtefælle eller af børn, der ikke opholdt sig hos bidragsyderen, skulle fradrages i bidragsyderens skattepligtige indkomst.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der var tale om to forskellige former for lovgivning, der ikke definerede det at være enlig ens.

Ankestyrelsen lagde også vægt på, at den omstændighed at der var anerkendt et fradrag for indbetalt børnebidrag efter ligningslovens § 10, stk. 1, ikke betød, at en person automatisk kunne anses for reelt enlig efter børnetilskudsloven, men at det alene var et af de momenter, der indgik i vurderingen af, om betingelserne for at være reelt enlig efter børnetilskudsloven var opfyldt.