En lønmodtager havde under sygemeldingen deltaget i et afklaringsforløb og blev herefter tilbudt 3 måneders arbejdsprøvning, først med nedsat timeantal stigende til fuld tid med henblik på raskmelding ved udgangen af arbejdsprøvningen.
Efter 11/2 måned meddelte lønmodtageren, at hun ikke kunne øge arbejdstiden, og kort efter ophørte hun helt.
Kommunen standsede herefter udbetalingen af sygedagpenge med henvisning til, at kvinden kunne stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet inden for rengøring eller fabriksarbejde. Kommunen henviste til, at der ikke længere var fuld uarbejdsdygtighed.
Under anken gjorde kvindens forbund gældende, at der burde være udarbejdet ressourceprofil allerede ved etablering af arbejdsprøvningen, og at afgørelsen derfor måtte være ugyldig.
Kommunen anførte i genvurderingen, at der ikke var tale om en afgørelse om forlængelse af sygedagpenge, men en afgørelse om uarbejdsdygtighed, og at der ikke i denne situation var krav om ressourceprofil.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet præciserede, at der ikke havde været behov for at iværksætte afklarende foranstaltninger, og nævnet fandt derfor, at der ikke skulle lægges vægt på resultatet af arbejdsprøvningen.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på at afklare mulighederne for at standse dagpengene efter § 5, stk. 1, når kommunen havde truffet afgørelse om arbejdsprøvning, og denne ikke havde kunnet gennemføres efter planen.