Resume:
En kvinde modtog ledighedsydelse efter visitation til fleksjob. Kommunen kunne ikke træffe afgørelse om, at der ikke kunne udbetales ledighedsydelse i 5 uger, selv om hun havde afvist at deltage i en jobsamtale.
Begrundelsen var, at hun ikke havde afslået et rimeligt tilbud om fleksjob.
Ved et tilbud om fleksjob skulle forstås tilbud om en konkret arbejdsfunktion med beskrivelse af arbejdstid/-belastning og skånehensyn. En vurdering af, om tilbuddet var rimeligt i relation til den aktuelle modtager, kunne ikke foretages uden en konkret beskrevet arbejdsfunktion.
Kommunens vurdering af, om kvinden stod til rådighed, måtte foretages efter de særlige regler for modtagere af ledighedsydelse.