En arbejdsgiver havde anskaffet et nyt EDB-system til administration af lønudbetalingen til medarbejderne. Systemet skulle også advisere om sygefravær, således at dagpengelovens regler om anmeldelse af sygefravær på mere end 2 uger kunne overholdes.
Det viste sig, at systemet ikke fungerede korrekt. Som følge heraf blev lønmodtagers sygefravær ikke anmeldt til kommunen senest 4 uger efter 1. fraværsdag. Kommunen gav derfor afslag på refusion for perioden forud for anmeldelsen.
Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse, idet overskridelsen af fristen ikke skyldtes forkert vejledning fra kommunen. Nævnet fandt derfor, at arbejdsgiveren var nærmest til at bære risikoen for fejl ved sit eget lønsystem.
I anken henviste arbejdsgiveren til det fejlbehæftede EDB-system og til de betydelige økonomiske konsekvenser heraf. Der måtte derfor foreligge sådanne særlige forhold, at der kunne dispenseres fra den manglende overholdelse af 4-ugers fristen.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af praksis for dispensation fra fristen for anmeldelse af sygdom, jf. § 18, stk. 4, i bekendtgørelsen om dagpenge ved sygdom eller fødsel.