Ankestyrelsens principafgørelse C-20-05

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 280 af 5. april 2005 - § 26, stk. 8

Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge - lov nr. 1148 af 3. december 2008 - § 81, stk. 1

Et forældrepar søgte om tilskud efter servicelovens § 26 til brug for en privat børnepasningsordning.

Forældreparret havde indgået aftale med en au pair person fra udlandet som børnepasser for deres børn til en løn på 3.500 kr. om måneden plus fri kost og logi.

Kommunen gav afslag på tilskud til privat pasning efter servicelovens § 26.

Afslaget var begrundet med, at en pasningsperson skulle aflønnes med en minimumsløn, der svarede til en startløn for en pædagogmedhjælper.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse med den begrundelse, at der ikke fandtes grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse om ikke at godkende den i aftalen med den private pasningsordning aftalte løn.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der var hjemmel til at godkende en aftale om privat børnepasning efter servicelovens § 26, når aftalen var indgået med en au pair person.

Kommunen kunne ikke godkende den indgåede aftale om privat børnepasning mellem forældreparret og au pair personen.

Afgørelsen var begrundet med, at en au pair person ikke måtte indgå et egentligt ansættelsesforhold og ikke måtte modtage løn. Det ville således være i strid med reglerne om en au pair persons ophold i Danmark at godkende en au pair persons ansættelse som privat børnepasser efter servicelovens § 26.

Ankestyrelsen lagde vægt på udtalelse af 6. oktober 2004 fra Ministeriet for Familie og Forbrugeranliggender, hvorefter en kommune ikke kan godkende aftaler om privat børnepasning efter servicelovens § 26, hvor der er tale om, at forældrene ønsker at benytte en au pair

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på skrivelse af 1. december 2004 fra Udlændingestyrelsen, hvori det anførtes, at det var Integrationsministeriets opfattelse, at et au pair- ophold primært havde et uddannelsesmæssigt formål og ikke i første række var begrundet i beskæftigelsesmæssige hensyn. En au pair måtte således ikke tage arbejde som børnepasser under sit ophold her i landet - gjorde den pågældende dette, kunne opholdstilladelsen som au pair inddrages.

Kommunen havde under disse omstændigheder ikke hjemmel til at godkende aftalen om privat børnepasning.

Ankestyrelsen vurderede, at godkendelsesbeføjelsen indeholdt bemyndigelse for kommunen til at påse lovligheden af en arbejdsaftale, herunder sikre at forudsætningerne for en au pair persons lovlige ophold i landet blev opretholdt.

Det var Ankestyrelsens vurdering, at varetagelsen af dette hensyn var et sagligt kriterium, som indgik som en del af kommunens prøvelse forud for godkendelse af en aftale om privat børnepasning.