Arbejdsgiveren havde ikke ret til at få beregnet tilskud på baggrund af indbetalinger til en pensionsordning,
som lønmodtageren og arbejdsgiveren havde indgået aftale om den 21. oktober 2004.
Begrundelsen for afgørelsen var, at det ikke fulgte af overenskomsten på området, at der skulle indbetales et bidrag til pensionsordningen, jf. § 71, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Efter denne bestemmelse beregnes tilskuddet af lønnen med tillæg af udgifter til arbejdsgiverbidrag til ATP samt eventuelle udgifter til andre arbejdsgiverbidrag. Tilskuddet kan ikke overstige halvdelen eller totredjedele af den mindste overenskomstmæssige timeløn på det aktuelle ansættelsesområde eller af den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde, med tillæg af udgifter til andre arbejdsgiverbidrag.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at pensionsordningen var oprettet efter særskilt aftale mellem lønmodtageren og hans arbejdsgiver den 21. oktober 2004 og ikke fulgte af overenskomsten på området.
Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at kommunen ikke havde vejledt lønmodtageren forkert i forbindelse med oprettelse af pensionsordningen.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det fremgik af vejledningen til Bevilling af løntilskud til fleksjob af 28. juli 2002, hvorledes tilskuddet blev fastsat, herunder at tilskud beregnes af arbejdsgiverbidrag til eventuel overenskomstmæssig pension.
Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.