Efter en arbejdsulykke kunne klager ikke længere fortsætte sine hidtidige arbejdsopgaver i sin selvstændige produktionsvirksomhed med to deltidsansatte. Han kunne ikke fremover påtage sig fysisk hårdt arbejde og hans arbejdsfunktioner ville derfor blive at skabe en kundekreds, telefonpasning, mødeaktiviteter og administrative opgaver.
Han fik herefter bevilget fleksjob i egen virksomhed og tilskuddet blev fastsat på grundlag af SID Industriens overenskomst for nyansatte uden faglige kvalifikationer.
Klager havde fastsat en månedsløn til sig selv på 25.000,- kr.
Kommunen gav afslag på tilksud til udgifter til bil og telefon i forbindelse med fleksjob i egen virksomhed.
Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse med den begrundelse, at klager blev kompenseret i forhold til lovens regler om løntilskud, da der i forbindelse med etableringen af fleksjobbet i hans virksomhed blev fastsat en månedsløn på 25.000 kr. til brug for beregningen af løntilskuddet.
Klagers repræsentant gjorde gældende, at bil og telefon var en del af lønnen i fleksjob nøjagtig som i andre job på almindelige vilkår, når den pågældende skulle have mulighed for at køre rundt til potentielle kunder og at bil og telefon indgik i ansættelseskontrakten på lige vilkår med pensionsindbetalinger.
Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, om fri bil og telefon kunne indgå i beregningsgrundlaget i forbindelse med fastsættelse af tilskuddet til selvstændig virksomhed.