Sagen drejede sig om en mand, der havde modtaget kontanthjælp uden afbrydelse i en længere periode.
På trods af kommunens gentagne anmodninger mødte manden ikke til samtale samt lægeundersøgelser. Egen læge havde henvist ham til psykiater til nærmere vurdering. Manden udeblev dog fra undersøgelsen, da han ikke mente, det var den rigtige behandling.
Han anførte, at han ikke var syg, og at der var tale om falske beskyldninger. Han ønskede ikke at modtage anden form for hjælp end kontanthjælp i en overgangsperiode, mens han etablerede sin selvstændige virksomhed.
Kommunen meddelte ved afgørelse af 7. juli 2005, at udbetaling af kontanthjælp til manden ville ophøre med virkning fra den 15. juli 2005. Kommunen henviste til § 13, stk. 2 og § 41, stk. 1 i lov om aktiv socialpolitik.
Begrundelsen var, at han uden rimelig grund havde afvist et tilbud efter lov om aktiv beskæftigelsesindsats. Kommunen oplyste, at der stod et socialpsykiatrisk tilbud åbent for ham til nærmere udredning og afklaring af hans situation til bedømmelse af det fremtidige forsørgelsesgrundlag.
I klagen til det sociale nævn anførte manden bl.a., at han havde ret til kontanthjælp, og at kommunen hindrede ham i at få noget iværksat. Han henviste til sine tidligere breve.
Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse, og fandt, at han ikke kunne få udbetalt kontanthjælp, før han tog imod tilbuddet om et afklarende forløb på det socialpsykiatriske tilbud.
Nævnet var enig med kommunen i, at han havde afvist et rimeligt tilbud om en beskæftigelsesfremmende foranstaltning. Det var nævnets opfattelse, at han modtog hjælp på grund af problemer ud over ledighed. Nævnet lagde dog vægt på, at der ikke forelå dokumentation for, at han var forhindret i at arbejde på grund af sygdom eller andet og fandt derfor, at han måtte opfylde betingelsen om at stå til rådighed, hvis der skulle udbetales kontanthjælp. Det blev meddelt, at såfremt han skulle fritages for denne forpligtelse, måtte han medvirke til sagens oplysning ved at møde frem til det afklarende forløb på det socialpsykiatriske tilbud.
Manden klagede over nævnets afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen anførte han bl.a., at han ikke ville medvirke til noget i forbindelse med andres falske beskyldninger, og at kommunen ikke var berettiget til at standse udbetalingen af kontanthjælp.
Nævnet fandt ved genvurdering ikke grundlag for at ændre afgørelsen.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvilke rådighedskrav, der kunne stilles i forhold til personer, der modtog kontanthjælp på grund af problemer ud over ledighed.
