Ankestyrelsen fandt, at arbejdsgiveren havde ret til dagpengerefusion for perioden 28. maj - 15. juni 2003 i forbindelse med kvindens fravær på grund af sygdom.
Begrundelsen var, at der ikke allerede i perioden 28. maj - 15. juni 2003 var grundlag for at bedømme kvindens uarbejdsdygtighed uafhængigt af ansættelsesforholdet hos den daværende arbejdsgiver.
Ankestyrelsen lagde herved lagt vægt på, at kvinden blev sygemeldt i midten af april 2003 på grund af problemer på arbejdspladsen, og at hun efter de lægelige oplysninger i sagen var fuldt uarbejdsdygtig i forhold til den konkrete arbejdsgiver i perioden 28. maj til 15. juni.
Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på, at hendes ansættelsesforhold bestod frem til udgangen af august 2003, og hun havde derfor været berettiget til at vende tilbage til arbejdet frem til sin fratræden den 31. august.
Ankestyrelsen fandt derfor, at der ikke i denne kortvarige periode fra sygemeldingen og indtil den 15. juni havde været grundlag for at bedømme kvindens uarbejdsdygtighed på et bredere grundlag end det hidtidige arbejde.
Kvinden havde dermed været berettiget til dagpenge som fuldt uarbejdsdygtig i perioden 28. maj -15. juni 2003, hvorfor arbejdsgiveren havde ret til refusion for denne periode.
Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.
Sagsfremstilling 2:
Sag nr. 2 j. nr. 7000335-04
Der var tale om en mand, som blev sygemeldt den 29. marts 2004. Han var ansat som funktionær og på sygemeldingstidspunktet opsagt med 4 måneders varsel fra sin stilling som lagerassistent.
Manden søgte læge den 3. juni 2004, da kommunen som led i opfølgning anmodede om en lægeerklæring. Af erklæringen af samme dato fremgik det, at manden var psykisk belastet i forbindelse med fyring på grund af samarbejdsproblemer, og at uarbejdsdygtigheden måtte forventes at vare yderligere to måneder. Videre var det oplyst, at han ville blive syg, hvis han skulle arbejde på denne arbejdsplads, men at han kunne søge og søgte andet arbejde.
Kommunen fandt ikke, at arbejdsgiveren havde ret til dagpengerefusion efter den 3. juni 2004. Kommunen lagde vægt på, at manden kunne søge og søgte andet arbejde og dermed ikke var uarbejdsdygtig.
Arbejdsgiveren klagede over kommunens afgørelse om standsning af refusion. Med henvisning til Højesterets dom af 27. maj 2004 gjorde arbejdsgiveren gældende, at man ikke kunne gå over til den bredere vurdering allerede efter sygemelding i 2 måneder og 4 dage.
Vedlagt klagen var en lægeerklæring om uarbejdsdygtighed afgivet af mandens læge den 24. juni. Det fremgik af denne erklæring, at manden havde været uarbejdsdygtig siden den 26. marts på grund af sygdom, og at uarbejdsdygtigheden måtte forventes at vare yderligere to måneder.
Af kommunens journalark fremgik det, at lægen den 7. juli på kommunens forespørgsel havde oplyst, at erklæringen til arbejdsgiveren skulle give udtryk for, at manden ville blive syg, såfremt han vendte tilbage til den daværende arbejdsplads. Manden havde kun konsulteret lægen i forbindelse med udstedelsen af de to lægeerklæringer. Han var ikke i nogen form for behandling og kunne søge og søgte andet arbejde.
Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at manden søgte andet arbejde og dermed ikke længere opfyldte betingelsen om at være fuldt uarbejdsdygtig. Nævnet lagde endvidere vægt på, at han havde været sygemeldt siden 26. marts, og at der var tale om en vis sygemeldingsperiode ved stop af dagpengene den 3. juni.
Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af praksis for overgang til en bredere vurdering af spørgsmålet om uarbejdsdygtighed efter Højesterets dom af 27. maj 2004.
