Ankestyrelsens principafgørelse D-20-05

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 1047 af 28. oktober 2004 - § 5, stk. 1 og § 24

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 72 af 6. februar 2004 - § 6 og § 7

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 7

Lønmodtager blev den 11. august 1998 sygemeldt fra sit arbejde som gårdmand som følge af en rygskade. Han blev afskediget på grund af sygdom med fratrædelse den 30. juni 1999.

Den 8. december 1999 traf kommunen afgørelse om at standse udbetalingen af sygedagpenge med virkning fra den 22. december 1999, idet kommunen vurderede, at lønmodtager ikke længere var fuldt uarbejdsdygtig. Kommunen henviste herefter lønmodtager til at henvende sig til sin arbejdsløshedskasse og stille sig til rådighed på arbejdsformidlingen.

Lønmodtager klagede til Det Sociale Nævn, som den 11. januar 2001 hjemviste sagen til ny behandling ved kommunen under henvisning til, at kommunen ikke havde taget stilling til betydningen af, at den ikke som foreskrevet i lovgivningen havde udarbejdet en skriftlig helhedsvurdering af lønmodtagers situation og en opfølgningsplan. Kommunen fastholdt efterfølgende den trufne afgørelse, hvilket blev stadfæstet af nævnet den 13. september 2001 og af Ankestyrelsen den 5. februar 2002.

Lønmodtager udtog stævning mod Ankestyrelsen. Landsretten ophævede ved dom af 18. december 2003 Ankestyrelsens afgørelse og hjemviste sagen.

Lønmodtager klagede til Højesteret.

Højesteret afsagde dom den 25. maj 2005.

Højesterets begrundelse og resultat

"Forud for afgørelsen af 8. december 1999 om at standse udbetalingen af sygedagpenge til lønmodtager fra den 22. december 1999 havde kommunen indkaldt ham til flere opfølgningssamtaler, hvorunder han havde mulighed for at redegøre for sin situation og sine ønsker og behov. Højesteret lægger til grund, at kommunen på grundlag heraf og af de lægelige oplysninger vurderede, at lønmodtager kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet uden forudgående revalidering eller iværksættelse af andre erhvervsafklarende foranstaltninger. Manglerne ved kommunens sagsbehandling bestod herefter navnlig i, at der hverken var udarbejdet en skriftlig helhedsvurdering efter retssikkerhedslovens § 6 og § 7 eller en opfølgningsplan efter den dagældende sygedagpengelovs § 24, stk. 2, ligesom der ikke var blevet holdt det foreskrevne antal opfølgningssamtaler.

Højesteret finder, at disse mangler ikke i sig selv kan føre til, at kommunens afgørelse om at standse udbetalingen af sygedagpenge er ugyldig. Under de omstændigheder, der er anført af landsretten, finder Højesteret endvidere, at Ankestyrelsen har godtgjort, at manglerne ved sagsbehandlingen ikke havde betydning for rigtigheden af kommunens afgørelse af 8. december 1999, som fastholdt den 19. februar 2001, om at standse udbetalingen af sygedagpenge til lønmodtager fra den 22. december 1999. Højesteret finder, at der heller ikke i øvrigt er det fornødne grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens vurdering af, at lønmodtager ikke længere på grund af sygdom var afskåret fra at påtage sig et passende arbejde - og dermed ikke længere var fuldt uarbejdsdygtig - fra den 22. december 1999.

Det Sociale Nævn traf den 11. januar 2001 afgørelse om at hjemvise sagen til kommunens fornyede vurdering og afgørelse. Som begrundelse for hjemvisningen anførte nævnet bl.a., at kommunen i sine bemærkninger alene havde redegjort for spørgsmålet om evt. behov for revalideringsforanstaltninger, men ikke for problematikken vedrørende helhedsvurdering og skriftlig handleplan. Det fremgår ikke af hjemvisningsafgørelsen, om den tidligere trufne afgørelse, hvorefter udbetalingen af sygedagpenge ophørte den 22. december 1999, samtidig hermed var ophævet som ugyldig, jf. herved retssikkerhedslovens § 68, stk. 2. På den baggrund finder Højesteret, at hjemvisningen ikke har afskåret kommunen fra ved sagens genbehandling som sket at fastholde, at lønmodtager ikke var berettiget til sygedagpenge efter den 22. december 1999.

Som følge af det anførte finder Højesteret, at der ikke er grundlag for at ændre eller ophæve Ankestyrelsens afgørelse af 5. februar 2002, og tager derfor Ankestyrelsens frifindelsespåstand til følge. "