Ankestyrelsens principafgørelse P-1-06

01-01-2006
Lov om social pension Ansøgningssag Briller Helbredstillæg Prisaftale Gældende Kommunal Udbetaling Danmark

Resume:

Helbredstillæg til briller blev ydet efter ansøgning. Det var derfor kommunens prisaftale med en leverandør, der skulle lægges til grund for beregningen af tillægget. Der forelå ikke oplysninger om, at anskaffelsen ikke kunne afvente kommunens behandling af ansøgningen. Der var derfor ikke ret til helbredstillæg i forhold til den faktiske anskaffelsespris.

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 759 af 2. august 2005 - § 14a, stk. 4

Note:

*) SM C-54-05 ophæves samtidig da SM'en havde fået forkert meddelelsesnummer

En folkepensionist henvendte sig i juni 2005 til en optiker, som han vidste, at kommunen havde indgået prisaftale med. Pensionisten medbragte en brillerecept fra en øjenlæge.

Nogle dage senere ansøgte pensionisten kommunen om helbredstillæg til nye briller på grundlag af et overslag fra optikeren på ca. 4.900 kr. En uge senere traf kommunen afgørelse om, at pensionisten var berettiget til et helbredstillæg på godt 1.400 kr. på grundlag af kommunens prisaftale med optikeren.

Pensionisten klagede over afgørelsen. Han henviste til, at han netop havde henvendt sig til én af de optikere, som kommunen havde prisaftale med. Han forventede derfor, at de brilleglas, som øjenlægen havde ordineret, skulle kunne laves til en pris, som han derefter kunne have fået refunderet med 85 %.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet lagde til grund, at pensionisten kunne benytte sådanne standardglas, som var omfattet af prisaftalen med kommunen.

Nævnets afgørelse var begrundet med, at helbredstillæg efter pensionslovens § 14 a, stk. 4, blev beregnet som 85 % af pensionistens egen andel af udgiften. Hvis der var indgået prisaftale, udgjorde tillægget 85 % af den aftalte pris.

I klagen var det anført, at optikeren ikke havde oplyst pensionisten om, at han kunne bruge standardglas. Han var heller ikke blevet orienteret om prisaftalens indhold ved sin personlige henvendelse til kommunen.

Sagen blev behandlet i principielt møde for at belyse praksis for beregning af helbredstillæg til briller, når kommunen havde indgået prisaftaler med leverandører.

Pensionisten havde ikke ret til yderligere helbredstillæg.

Ankestyrelsen tog udgangspunkt i, at helbredstillæg blev ydet efter ansøgning. Tilskud kunne derfor normalt kun ydes til udgifter, som forinden var godkendt af kommunen.

Der forelå ikke oplysninger om, at pensionistens behov for nye briller var så akut, at anskaffelsen ikke kunne afvente kommunens behandling af ansøgningen.

Beregningen af helbredstillægget var derfor i overensstemmelse med reglerne.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.

Dato for underskrift

06.01.2006

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Paragraf

§ 14a

Journalnummer

6000587-05